Anne Linnet har haft gang i tasterne under coronanedlukningen.

Da B.T. fangede hende på den røde løber til gallapremieren på 'Marko Effekten', afslørede hun nemlig, at hun til næste år udkommer med en ny bog.

»Det bliver endnu en krimi. Så meget kan jeg afsløre,« sagde Anne Linnet ganske hemmelighedsfuldt om den nye bog.

Det bliver ikke Anne Linnets første bogudgivelse. Hun har blandt andet udgivet bøgerne 'Testamentet' og 'Fucked'. Sidstnævnte er ligesom hendes næste bog også en krimi.

Anne Linnet sammen med sin kone Kathrine Kjær på den røde løber til gallapremieren på 'Marco Effekten'. Foto: Jacob Heinel.
Anne Linnet sammen med sin kone Kathrine Kjær på den røde løber til gallapremieren på 'Marco Effekten'. Foto: Jacob Heinel.
Vis mere

Den tidligere 'X Factor'-dommer og mangeårige sangerinde har tilsyneladende ikke kedet sig under coronanedlukningen. Udover det aktuelle bogprojekt har Anne Linnet været i studiet for at lave nye sange.

»Der kommer en række nye sange til efteråret. Det kan man godt glæde sig til.«

Anne Linnet, der havde sin kone, Kathrine Kjær, med som ledsager, fortalte også om deres tid under coronanedlukningen.

»På nogle punkter har det været dejligt. Vi har fået brugt en masse tid sammen og gået en masse ture. Nu glæder vi os dog til, at det åbner lidt mere op, så man kan komme i biografen og til andet kulturstof,« sagde parret enstemmigt.