Ved Danish Rainbow Awards var årets modtager af musikprisen ingen ringere end sanger og sangskriver Anne Linnet.

Den 67-årige musiker var dog ikke selv til stede for at tage imod prisen, da hun er blevet opereret, skriver Billed-Bladet.

I stedet gik hendes ene søn Xander, som også selv er i musikbranchen, på scenen onsdag for at tage imod sin mors pris.

»Tusind tak for at I tænker på min mama,« lød det fra ham ifølge bladet, inden han afslørede, at moren er blevet opereret i knæet og derfor må ligge på langs på sofaen.

Vinder af Musikprisen: Anne Linnet. Danish Rainbow Awards der afholdes i Cirkusbygningen i København onsdag den 30. september 2020. Her takker Xander for prisen. (Foto: Martin Sylvest)
Vinder af Musikprisen: Anne Linnet. Danish Rainbow Awards der afholdes i Cirkusbygningen i København onsdag den 30. september 2020. Her takker Xander for prisen. (Foto: Martin Sylvest) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Arrangementet Danish Rainbow Awards er lavet for at hylde de virksomheder og personer, der er med til at gøre levevilkår bedre for LGBT+-personer.

Og at musik og LGBT+-kærlighed nu forenes i en pris, hænger meget godt i tråd med, at Anne Linnet også er blevet inspireret af sin partner til at lave nye sange.

»Jeg skriver dels på et nyt album og har været i studiet med en single til min kæreste, Kathrine. Nu skal vi have noget ny musik ud,« sagde den 66-årige sangerinde ca. en måned inden, hun blev gift med sin partner. Hun fortalte også, at hun havde lavet en sang, som senere blev sunget ved brylluppet i december 2019.

»Der er også en, der skal synges til brylluppet, som jeg har skrevet for 14 dage siden. Men det er lidt noget andet,« fortalte hun i samme forbindelse.

Anne Linnets kone, Kathrine Kjær Linnet, har åbnet op om parrets kærlighed og de 39 års aldersforskel, der er på dem. Det gjorde hun i podcasten Anden til venstre.

Hun siger, at Anne Linnet har accepteret aldersforskellen fra start.

»Jeg er altid faldet for nogen, hvor der er den her betydelige aldersforskel, og det er meget sjovt, for indtil jeg mødte Anne, har jeg altid haft svært ved de kvinder, jeg mødte. For de ville også gerne have nogen på deres egen alder, så jeg har altid skullet kæmpe rigtig meget for at vise, jeg også har substans,« lød det fra den 28-årige jurastuderende.

Til parrets bryllup var det sønnen Xander og hans storebror, som fulgte Anne Linnet op ad kirkegulvet.