Det kommer ikke mere 'Mette & Magten' med Anne Kirstine Cramon som vært.

Det skriver hun selv i et opslag på Instagram.

'Jeg stopper som vært på 'Mette & Magten'. Vi har de sidste par uger forsøgt at nå frem til en aftale om fremtiden for programmet og har ikke rigtig kunnet nå til enighed om de ressourcemæssige betingelser omkring produktionen,' lyder det.

Værten takker for tiden på programmet, men understreger, at hun ikke kommer til at køre det videre.

'Det har været så sjovt at lave. Jeg har virkelig arbejdet hårdt, men det har været verdens største og bedste gulerod, at det er blevet taget så godt imod af en skare af dedikerede lyttere. Tak til jer, der har stemplet ind, tippet mig og er kommet med ris og ros(er) i indbakken. Jeg tror, at programmet fortsætter, men det bliver som sagt uden mig bag mikrofonen.'

Anne Kirstine Cramon startede programmet i november 2021, og det er derfor lige op til årsdagen, at hun nu vælger at forlade det.

B.T. har været i kontakt med Anne Kirstine Cramon, der ikke har yderligere at tilføje.