Tretten år adskiller livsstilseksperten Anne Glad fra sin kæreste. I begyndelsen bekymrede det hende. Men ikke mere.

Hun var kommet ud af et ni år langt forhold, da hun fandt kærligheden på en bænk i Botanisk Have i København fra halvandet år siden. Eller rettere - kærligheden fandt hende.

Det fortæller hun til SØNDAG.

Musikproduceren Kim Vagn Wagner havde misset sit tog og besluttet sig for at få tiden til at gå med en tur i Botanisk Have, da han fik øje på eksperten fra tv-programmet 'Kender du typen?' siddende på en bænk.

Men han sagde ikke noget til hende. Først da han senere sad i det næste tog, skrev han en mail til hende og inviterede hende ud.

Det kunne hun ikke stå for.

»Det var modigt, syntes jeg. Og endda var det en velskrevet, begavet og sjov mail. Så for en gangs skyld svarede jeg og skrev, at jeg gerne ville drikke kaffe med ham. Og så klikkede vi bare sammen, da vi mødtes,« fortæller hun til SØNDAG.

Hurtigt efter flyttede de sammen.

De tretten år, der er mellem Anne Glads 43 år og Kim Vagn Wagners 30 år, gik hun en del op i i begyndelsen af deres forhold. Hun lagde mærke til, om andre kiggede mærkeligt efter dem og dømte dem.

Men sådan har hun det ikke længere. For aldersforskellen mærker hun ikke, da begge kan grine sammen og være legesyge, forklarer hun til SØNDAG.

I sommer fortalte hun ligeledes i et interview med Alt for damerne, hvornår hun føler sig allermest som kvinde:

»Under min kærestes tilbedende berøringer. Det gælder i øvrigt også den anden vej,« sagde hun.