»Hvis mine forældre ikke havde holdt de her ting fra mig, så tror jeg måske, jeg havde gået rundt og været bange for, at der skulle ske noget.«
Sådan siger Anne Gadegaard, der tog landet med storm, da hun som 11-årig vandt børnenes Melodi Grand Prix med sangen 'Arabiens drøm'.
En vej i livet, der bestemt også havde en bagside af medaljen.
Noget, den i dag 29-årige Anne Gadegaard også fortalte om i 'Go' aften Live' tirsdag aften, hvor hun blev inviteret ind for at tale om den nye Britney Spears-dokumentar, der viser sangerindens kamp mod paparazzi og sexisme.
»Jeg fik fuldstændig ondt i maven, da jeg så den, og tænkte: 'Stakkels hende, hvorfor er der ikke nogen, der hjælper hende? Hvor er hendes forældre?'« sagde Anne Gadegaard om dokumentaren 'Framing Britney Spears'. Hun fortæller, at hun også selv havde groteske oplevelser, da hun blev kendt.
I modsætning til Britney Spears oplevede Anne Gadegaard dog, at hendes forældre skånede hende for de værste ting, berømmelsen medførte.
Blandt andet ved at holde oplysningerne fra deres datter, som knap var en teenager, da en pige fra Herning sendte umotiverede dødstrusler, og en mand fra England rejste hele vejen til Danmark for at banke på familiens dør.
Og senere var det også familien, der kom til undsætning, når Gadegaard, som voksede op i mediernes søgelys, var ude for ubehageligheder.
Foruden dødstrusler og den engelske stalker, som Anne Gadegaard fortæller om i tv-programmet, blev hun nemlig også senere genstand for opmærksomhed fra ældre mænd. Faktisk i adskillelige tilfælde, inden hun var fyldt 18 år.
En opmærksomhed, hun ikke ønskede.
»Min venindes morfar skrev til mig, at jeg var lækker. Det viste jeg til min mor, der fik kontaktet min venindes mor, som så fik det stoppet omgående,« lyder det fra den 29-årige til B.T.
Pointen med Anne Gadegaards historie er, at det er vigtigt at have nogen, der passer på en, når man bliver et kendt ansigt i en ung alder. Anne Gadegaard har også fået beskeder fra en ældre mand, som viste sig at være pædofil. En mand, som havde plastret sin bolig til med plakater af MGP-stjernen.
Og som med eksemplet med venindens morfar, så påpeger sangerinden og influenceren, at det er godt, at der er voksne, man også tør betro sig til, når man er ung og kendt. Som hun gjorde med sin mor.
For der kom flere eksempler på uønsket opmærksomhed.
»Da jeg var under 18 år, var der flere mænd, som skrev til mig. Noget, jeg sagde til min mor med det samme. Jeg oplevede eksempelvis, at der var to kendte mænd, som skrev til mig,« siger Anne Gadegaard.
»Det var personer, jeg havde set på fjernsynet, så det var noget, der gjorde indtryk. Men jeg vidste godt, at det ikke var helt o.k., og igen gik jeg til min mor med det samme.«
De to beskeder, hun modtog fra de kendte mænd, fik den unge sangerinde, da hun var henholdsvis 15 og 17 år gammel. Hun ved ikke, om moren nogensinde gjorde noget. Som hun husker det, lod de det bare ligge. Uden nogensinde at svare på interessen.
Den ene, fortæller Anne Gadegaard, tilbød middag, og den anden komplimenterede hende via en besked på det hedengangne sociale medie MySpace.
»Han skrev noget i retningen af 'du er mega sprød på dine billeder',« lyder det fra sangerinden, der altså deler skæbne med Britney Spears til den grad, at de begge var kendte i en ung alder.
Dokumentaren 'Framing Britney Spears' har i den grad været det hele store taleemne den seneste halvanden uges tid.
Siden den så dagens lys, er undskyldningerne nærmest faldet på stribe for Britney Spears, hvis livs både op- og nedture – samt kampen mod faderens formynderskab over hende – bliver skildret til den helt store guldmedalje i dokumentaren.
Eksempelvis har Justin Timberlake blandt andre undskyldt for sin opførsel i forbindelse med hans og Britney Spears' dramatiske brud i 2002, mens komikeren Sarah Silverman har beklaget en række grove jokes om sangerinden i 2007.