Lyt til artiklen

Den tidligere håndbold-stjerne afslører private hemmeligheder i ny bog

Det var en besidderisk og kontrollerende kæreste, der drev håndboldstjernen Anne Dorthe Tanderup i armene på cykelhelten Bjarne Riis. Det afslører hun i sin kommende bog ’Min vej til et sundt liv’.

Det romantiske eventyr mellem Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis begyndte i en ren sejrsrus tilbage i 1996. Tanderup havde netop vundet OL-guld i håndbold i Atlanta sammen med de andre jernladies fra det danske landshold, og tidligere på året havde Bjarne Riis stået øverst på podiet i Paris som den første danske vinder af Tour de France.

På toppen af deres respektive karriere mødtes de tilfældigt ved OL i USA. Hjemme i Danmark ventede Riis’ hustru og to drenge, og det samme gjorde Tanderups kæreste. En mand, som hun havde mødt året før, og som var stærkt kontrollerende og ofte nedgjorde håndboldspilleren. Turen til OL var derfor en befrielse for Tanderup, da det sportslige pres var nemmere at håndtere end den krævende kæreste.

Wilbek skældte ud

I bogen beskriver hun forholdet som ’den mørkeste tid i mit liv’ og fortæller, at landstræner Ulrik Wilbek havde bemærket, at noget forstyrrede hendes fokus. Han opfordrede hende til at ’få styr på sit privatliv’.

11 BT GULD SPORT 2000

- Ulrik havde ret, der var noget helt galt i mit privatliv. Jeg var alt for uligevægtig, og langtfra parat mentalt til at tage af sted til noget så stort som OL. Snakken med ham hjalp mig til at indse, at jeg var nødt til at ændre nogle ting i mit liv radikalt, skriver Anne Dorthe Tanderup og fortæller om sin problematiske kæreste:

- Han vidste, hvornår jeg ville være hjemme efter træning, ringede til mig, tjekkede mig. I løbet af et par måneder havde han overtaget mit liv, skriver den tidligere håndboldspiller, der med Bjarne Riis løb ind i en helt anden type mand.

Sejrsmiddagen

Hun skriver i bogen, at Bjarne Riis var god til at vise omsorg. Han var stille og rolig, og det var befriende at være sammen med en mand, der ikke irettesatte eller følte det nødvendigt at hævde sig. Bjarne Riis reddede Anne Dorthe Tanderup fra et utåleligt parhold, som hun indtil mødet med cykelrytteren ikke havde haft overskuddet til at afslutte.

Det allerførste møde mellem de to top-atleter var sejrsmiddagen for de jernhårde ladies, hvor Anne Dorthe tilfældigt sad til bords med Riis. Efter middagen tog de en taxi sammen til mere fest:

Lykkelig og plørefuld

- Jeg var varm, lykkelig og plørefuld - og så vendte jeg mig om mod Bjarne og kyssede ham. Han har siden fortalt mig, at han blev fuldstændig paf og helt ædru på et splitsekund, skriver Anne Dorthe Tanderup, der sluttede aftenen på Tour-vinderens hotelværelse.

Men på trods af den gensidige fysiske tiltrækning blev det ikke til mere end kys. Riis var familiefar, og hjemme ventede Tanderups utålmodige kæreste.

Sports-parret skiltes uden yderligere aftale om at mødes igen, men kort tid efter ringede en bekymret Riis. Nogen havde set noget, og snakken gik.

- Han ville sikre sig, at rygterne om ham og mig ikke kom fra mig. Det var mærkeligt at høre hans stemme i telefonen, og han lød lidt anklagende. Men da han i samme sætning spurgte, om jeg var okay, og jeg mærkede hans bekymring for mig, forstod jeg, at det ikke var hans intention at anklage mig. Han var bare usikker ved situationen.

Telefonerne glødede

Allerede en uge efter ringede Bjarne igen, og forholdet udviklede sig gradvis gennem fortrolige telefonsamtaler de næste mange måneder. Efter at have hemmeligholdt forholdet i et års tid, blev det offentligt kendt i efteråret 1997.

Bjarne blev skilt fra Mette Riis, og Anne Dorthe havde allerede lige efter OL i Atlanta droppet sit tidligere forhold. I dag har Tanderup og Riis fire sønner sammen og bor i den schweiziske by Lugano.

Anne Dorthe Tanderup: ’Min vej til et sundt liv’ udkommer 26. september på Politikens Forlag.

11 BT GULD SPORT 2000