I denne uges udgave af 'Det, vi taler om' falder snakken på Kristian Jensens forhold til Pernille Rosendahl. Et forhold, der har givet den tidligere næstformand i Venstre en 'fed' attitude.

»Da han gik over Strøget, var det eddermame ikke en revisortype. Som vi siger hjemme i Jylland: 'Stiv pik og motorbriller', det var bare over Strøget på den fede måde.«

Sådan siger direktør i WeDo Communication Anna Thygesen i 'Det, vi taler om' med Ditte Okman, da snakken falder på Kristian Jensen.

Snakken i ugens panel omhandler nyheden om, at Kristian Jensen skal skilles fra sin kone gennem 21 år, Trine Overmark Jensen, for i stedet at danne par med sangerinden Pernille Rosendahl.

Samtalen kommer blandt andet ind på, hvem af parterne der har scoret, og hvem der er blevet scoret.

Der byder den politiske kommentator Søs Marie Serup, en anden af denne uges panelgæster, ind med sit bud på et svar.

»Det kommer lidt an på, hvilken en af lejrene man taler med, men i hvert fald så hører jeg ligesom på vandrørene, at Pernille Rosendahl skulle være meget lykkelig og meget forelsket,« siger hun og tilføjer:

»Så jeg tror ikke, at det sådan er 'one-sided',« siger Søs Marie Serup i programmet.

Politisk kommentator Søs Marie Serup har hørt, at Pernille Rosendahl skulle være meget lykkelig over sit nye forhold til Kristian Jensen.
Politisk kommentator Søs Marie Serup har hørt, at Pernille Rosendahl skulle være meget lykkelig over sit nye forhold til Kristian Jensen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Noget tyder dog på, at det ikke kun er Pernille Rosendahl, der er glad for det nye parforhold. Anna Thygesen fortæller nemlig, at hun tidligere på dagen så Kristian Jensen på Strøget i København, da hun kom cyklende.

»Da kom han (Kristian Jensen, red.) gående. Han så fandeme godt ud, og han så fandeme glad ud,« siger Anna Thygesen og tilføjer sin egen personlige holdning til det nye par.

»Jeg synes, det er fucking fantastisk. Jeg elsker sådan nogle mennesker, der på papiret ikke har noget til fælles,« siger hun i 'Det, vi taler om'.

Tirsdag kom det frem, at Kristian Jensen og Trine Overmark Jensen skulle skilles.

I den forbindelse udtalte den tidligere næstformand i Venstre sig til B.T.

»Jeg har fået stærke følelser for Pernille, og det kan jeg selvfølgelig ikke komme videre med, mens jeg er gift. Derfor er det min beslutning, at vi skal skilles,« sagde Kristian Jensen.

Pernille Rosendahl bekræftede ligeledes, at hun og Kristian Jensen var et nyt par, men ellers så var sangerinden fåmælt.

»Det er rigtigt, at vi er sammen, og jeg er selvfølgelig meget glad for ham. Men ellers kan jeg ikke sige særlig meget mere,« sagde Pernille Rosendahl til B.T.