Nye FBI-dokumenter viser, at den afdøde model Anna Nicole Smith var under mistanke for at planlægge et mord. Offeret skulle være sønnen til hendes stenrige mand.

Det vakte enorm opsigt da den afdøde Playboy-model Anna Nicole Smith i 1994 giftede sig med den 89-årige oliemilliardær Howard Marshall. Hun var 27 - han 89 år gammel. Men da Marshall døde et år efter brylluppet medførte det en arvestrid så voldsom, at Anna Nicole Smith angiveligt planlagde at slå Marshalls søn ihjel.

Det afslører nye FBI-dokumenter som nyhedsbureauet AP har fået fingre i. Dokumenterne viser, at FBI mistænkte Anna Nicole for at forsøge at hyre en lejemorder til at skaffe Howard Marshalls søn, Pierce Marshall, af vejen.

Efter faderens død forsøgte Pierce Marshall ihærdigt at forhindre Anna Nicole Smith i at få del i den milliardarv, som Howard Marshall havde efterladt sig. Det skulle angiveligt have været den storbarmede blondines motiv til at hyre lejemorderen.

Efterforskningen af sagen begyndte i år 2000, men førte aldrig til domsfældelse. En række af dokumenterne i efterforskningen er fortsat hemmeligstemplede, og i de offentliggjorte dokumenter findes der ingen beviser for Anna Nicoles planer.

Det fremgår dog, at Anna Nicole Smith 3. juli 2000 blev indkaldt til forhør hos FBI. Da hun blev klar over, hvad sagen drejede sig om, begyndte hun at ’græde og afviste at hun nogensinde skulle have planlagt noget sådan’.

I forbindelse med efterforskningen aflyttede FBI også Anna Nicole Smiths telefon, og ved en ransagning af hendes hjem beslaglagde politiet både en ni cm lang kniv samt en 357 Smith & Wesson pistol.

Sagen blev endeligt indstillet 26. april 2001. Anna Nicole Smith døde af en overdosis i 2007, 39 år gammel. Året forinden mistede også sønnen Pierce Marshall livet.