Hun er hende, der sammen med medvært Stephania Potalivo styrer børnenes Melodi Grand Prix, MGP. Hende, der har serveret vigtige nyheder for børn, hende, der for børn og unge har lavet tv og podcast om vigtige ting som identitet og sex.

Og så er hun ikke mindst hende, der det seneste år har overtaget Mads Steffensens plads som vært i 'Kender du typen?'.

»Det er jo vildt at tænke på, for det er dét, jeg altid har drømt om,« smiler Anna Lin.

Hun er 25 år.

Sidste år overtog Anna Lin Mads Steffensens plads som vært i 'Kender du typen?'.
Sidste år overtog Anna Lin Mads Steffensens plads som vært i 'Kender du typen?'. Foto: DR
Vis mere

Da Anna Lin voksede op i Odense, var hun – hvis hun skal beskrive sig selv – et barn med krudt i røven. Men også et barn, som ikke var bange for at drømme store drømme.

'Journalist' stod der inde i den boble. Noget med historier. Noget med mennesker. Men også noget med at være på.

Med et smil husker hun de billeder, som hendes mor – der er pressefotograf – hvert år tog af hende til jul.

»Jeg elskede det. Har altid været vild med linsen. Hvor min bror altid var modvillig, gik jeg bare ind, og for hver gang jeg kunne høre kameraet knipse, havde jeg et nyt udtryk. Nu har jeg genvundet linselusen,« griner Anna Lin, som ser det som en kæmpe gave at kunne slappe af og være sig selv foran et kamera.

En fireårig Anna Lin poserer foran mors kamera.
En fireårig Anna Lin poserer foran mors kamera. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg vidste, hvad jeg ville være, og hvilke steps der skulle til for at blive det, som jeg drømte om,« siger hun om dét, der blev hendes levevej.

Vejen ind opstod, da hun som 20-årig hørte, at DR søgte nye talenter til 'Talentholdet', tv-stationens toårige udviklingsforløb, som gennem årene har opdaget værter som Mads Brügger, Mikael Bertelsen, Simon Juul, Andrea Elisabeth Rudolph og Frederik Cilius.

Hun gik all in på ansøgningen. Sammenlignede sig selv med en Bentley, der ikke behøvede gasse op for at få opmærksomhed og respekt.

»Men hvis I vil se, hvad der sker, når jeg kører 200 kilometer i timen, så bliver I nødt til at møde mig,« sluttede hun ansøgningen af.

»Jeg gav den bare gas, vidste, at jeg totalt ville få skudt jantelov i skoene ved at kalde mig en Bentley. Men jeg gjorde det ikke på bekostning af andre. Jeg må bare godt eje, at det er det, jeg er.«

Anna Lin smiler. For DR ville gerne se Bentleyen give den gas. Hun blev valgt blandt mere end 1.000 ansøgere. Og blev – trods sin unge alder – med ét »meget skarpsynet, målrettet og kampklar«.

Drømmen var blevet til virkelighed.

Startskuddet på kometkarrieren var DRs børne- og ungdomskanal Ultra, hvor hun som nyhedsvært fik tildelt UNICEF-prisen for sin formidling af seriøse emner til børn.

»Jeg sad jo med det største smil hver dag og elskede det job. Men jeg var nødt til at se, hvad der skete, hvis jeg ikke havde et fast arbejde, men blev freelancer,« siger hun om at sige sit gode faste job op for at blive chef i sit eget liv og sælge sine ideer til DR. Ikke for at score kassen. Men for friheden til at udvikle egne programmer.

I år er Anna Lin vært for MGP sammen med Stephania Potalivo.
I år er Anna Lin vært for MGP sammen med Stephania Potalivo. Foto: DR
Vis mere

Som nu om dét, hun selv savnede, da hun var barn og gik i skole.

Det blev til seksualundervisningsprogrammet 'Under dynen med Anna Lin' og podcasten 'Soft Spot', hvor hun åbent snakker om sex.

At dømme efter reaktionerne i hendes indbakke ramte hun plet, har hjulpet og inspireret utallige unge usikre teenagere ved at bruge og give af sig selv uden filter. For at aftabuisere sex.

»Grænseoverskridende? Nej. Det eneste, som er grænseoverskridende, er, hvis mine intentioner eller mine historier bliver misforstået. Hvis det bliver taget ud af kontekst og kogt ned til at være et sexprogram,« siger Anna Lin.

Hun sipper af sin latte. Den er med havremælk. Neglene er lange og mælkehvide. Når hun smiler, flasher hun sine to diamant-tænder.

25-årige Anna Lin har haft en kometkarriere i DR.
25-årige Anna Lin har haft en kometkarriere i DR. Foto: DR
Vis mere

Selv ser hun sig som en del af den gruppe af unge kvinder, der har gjort det til en mærkesag at vise, at kvinder er flerdimensionelle. Og derfor ærgrer det hende, at debatten ofte bliver éndimensionel.

»Bare fordi man snakker om sex det ene sted, kan man også snakke om ensomhed eller aktier et andet sted. Bare fordi man snakker om sex, betyder det ikke, at man har mere eller har mere lyst til sex end andre.«

»Men vi skal snakke om det for ikke at gå rundt og synes, at det er tabu,« understreger hun.

Det er blot et år siden, at Anna Lin tog et tigerspring op ad karrierestigen.

»Det var en uge med sygt mange nyheder,« husker hun

»Jeg havde vundet en tv-pris, skulle være vært på MGP, være vært på 'Kender du typen?' og lave en ny sæson af de andre programmer. Det var dét, jeg snakkede om til alle, jeg kendte. Men der gik ikke lang tid, før folk spurgte: 'Hvad er så det næste?',« siger hun om det forventningspres, der opstod i succesens kølvand og skræmte hende.

»Men for nogle måneder siden sagde min bror noget meget fint til mig. Sagde, at det mest skræmmende, der kan ske, er, at ens drømme går i opfyldelse. For hvad så?« gengiver Anna Lin, taknemmelig over broderens ord, som har fået hende til at øve sig i at give slip på forventningen om 'det næste'.

Nu er hun igen her og der og allevegne. Elsker stadig hvert et sekund. Elsker at være på, være linselusen. Men:

»Jeg kan godt lide at styre mit eget brand og er utrolig stolt over, at jeg lige nu er i alle målgrupper og er mig selv i dem allesammen.«

Anna Lin har altid vidst, at hun ville noget med mennesker og historier. Men også med at være på.
Anna Lin har altid vidst, at hun ville noget med mennesker og historier. Men også med at være på. Foto: Emma Line Sejersen
Vis mere

»Men ved, at de her drømme er gået i opfyldelse, har jeg lært, at destinationslykke findes ikke. Den der, at 'når bare… så er jeg glad',« siger Anna Lin og fortsætter:

»Lige inden jeg startede på DR, havde jeg en masse forventninger til, hvordan det ville komme til at ændre mit liv. At jeg aldrig rigtig ville kunne blive ked af det igen, for nu lavede jeg jo noget sejt. Men sådan er det jo ikke.«

Anna Lin har lært at finde lykken i nuet i stedet for at jagte den rundt om hjørnet. Ved den næste drøm. Hun smiler. Diamanterne glimter i lyset.

»Al karriere skal kunne tages fra én, og man skal stadig have det godt, når man vågner. Det er lettere sagt end gjort, men jeg arbejder meget med ikke at lægge alle mine æg i dén kurv og tro, at det er, hvem jeg er.«

»For lige så vigtigt som mit arbejde er for mig, lige så vigtigt er mit sociale liv for mig. At have det godt med mine venner. At feste, have det sjovt og danse. Være den unge Anna,« siger den 25-årige komet.

 

Hvis du vil have mere underholdning så lyt til Det, vi taler om