Herhjemme må biografgængerne vente lidt endnu på at se Thomas Vinterbergs nye spillefilm ‘Druk’ med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Men filmen har nu haft premiere på Toronto International Film Festival i Canada, og flere internationale anmeldere er begejstrede for, hvordan Mads Mikkelsen udfylder rollen som den fordrukne gymnasielærer ‘Martin’

Mediet Indiewire hiver Mads Mikkelsen helt op i overskriften af sin anmeldelse, hvor han bliver hyldet for at levere ‘sin bedste præstation i årevis’.

'Mikkelsen bliver ved med at injicere nye lag ind i Martins gådefulde karakter,' skriver anmelderen og fortsætter:

Mads Mikkelsen spiller gymnasielæreren 'Martin' i filmen 'Druk'.
Mads Mikkelsen spiller gymnasielæreren 'Martin' i filmen 'Druk'. Foto: Henrik Ohsten/Nordisk Film
Vis mere

'Gennemhullet af vrede og sorg legemliggør han den fundamentale tragedie, alkoholisme er.’

Indiewire er i det hele taget temmelig begejstret for filmen, som anmelderen betegner som et rystende karakterstudie på linje med Vinterbergs ‘Jagten’ fra 2012, som også havde Mads Mikkelsen i hovedrollen.

En rolle, som indbragte Mads Mikkelsen prisen som bedste mandlige skuespiller i Cannes.

The Guardian's anmelder er knap så begejstret for ‘Druk’ men hylder Mads Mikkelsen for hans præstation på lærredet.

Skuespiller Mads Mikkelsen er aktuel i Thomas Vinterbergs film 'Druk'.
Skuespiller Mads Mikkelsen er aktuel i Thomas Vinterbergs film 'Druk'. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

‘Skuespilpræstationerne er overbevisende og seværdige – specielt Mads Mikkelsens,' skriver The Guardians anmelder.

'Druk' var også udtaget til hovedkonkurrencen ved dette års filmfestival i Cannes, men Europas mest prestigefyldte filmfestival er blevet aflyst på grund af corona.

Filmen har dog fået festivalens fornemme stempel ‘Official Selection’, som ledsager den på diverse filmfestivaler og biografsale de kommende måneder, skriver dr.dk

‘Druk’ får dansk premiere den 24. september.