Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Berlingskes anmelder Birgitte Borup skal sætte ord på, hvorfor hun mener, at Anne Linnets krimidebut skal have en ud af seks stjerner.

Hvis man skal tro Borup, så er det en bog, der havde været bedst placeret i skrivebordsskuffen og ikke i udgivet form på boghandlernes hylder.

»Det er før sket, at mennesker med et stort, kreativt talent viser sig at have evner inden for flere kunstneriske genrer. Men Anne Linnet har ganske enkelt skrevet en krimi, der er så elendig, at det er ubegribeligt, at den er blevet udgivet,« skriver hun blandt andet.

Ifølge anmelderen så er bogen både dårligt skrevet, den mangler et ordentligt plot, og så mestrer den ikke greb som 'suspense' og 'surprise', som gode krimier benytter til at fastholde læserne.

Sangerinden Anne Linnet og kæresten Kathrine Kjær ankommer til Malene Birger show i Kedelsmedjen i København i august 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Sangerinden Anne Linnet og kæresten Kathrine Kjær ankommer til Malene Birger show i Kedelsmedjen i København i august 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Så sangerinden Anne Linnet kan altså ikke høste ros for bogen 'Fucked' i Berlingske.

Anmelder Birgitte Borup er dog glad for tekster, som Anne Linnet har skrevet i forbindelse med hendes musik.

Her nævner hun numrene 'Ingen anden drøm', 'Akvarium' og 'Forårsdag', som hun kalder perler, hvorefter hun citerer en sang skrevet af Linnet.

Anne Linnet er flyttet til Dublin, og da B.T. får fat på hende for en kommentar til anmeldelsen, fortæller hun, at hun lige sidder og arbejder, og at hun ikke har læst den, så det kan hun ikke udtale sig om.

Sangerinden udtalte i et interview om krimien 'Fucked', at den medvirkede til, at hun kunne arbejde videre med sin oprindelige karriere. Da hun først havde lavet den, havde hun igen lyst til at lave musik.

»Der er gang i musikken. Men mine sange hører sammen med mit følelsesmæssige univers, og det kan godt være mega anstrengende hele tiden at skulle mærke efter og formulere, hvad man føler,« sagde Anne Linnet om at springe ud som krimiforfatter.

Sangerinden fortalte desuden, at hun er i gang med et nyt album i disse dage.

Krimien 'Fucked' er ude nu, og den kan købes for 249 kr.