Satiremakkerparret Rasmus Bruun og Frederik Cilius (alias Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm) har skabt et fremragende show om venskab, makkerskab, forventninger og vidunderlig politisk ukorrekt humor.
Danmark er for længst kommet på fornavne med den fiktive journalist Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, mens det stadig kniber lidt med at huske, hvad det er, makkeren hedder … Rasmus et-eller-andet … Bruun.
Parret er blevet kult for deres Den Korte Radioavis på Radio24syv, senere Den Korte Weekendavis, og i særdeleshed Kirsten Birgits karakter er på få år gået hen og blevet en så indgroet del af det danske kulturliv, at vi næsten helt glemmer, at det er en fiktiv karakter, og at der bag den står en mand, Frederik Cilius Jørgensen.
For første gang har radiomakkerparret, som ganske vist også har optrådt live i mange andre sammenhænge, med deres lige-på-og-hårdt ætsende ærlige og respektløst frække satire, de har skabt et helt show, og det slipper de mere end almindeligt godt fra. ’Det skide show’ som de kalder det, er ganske enkelt skide godt!
Vælger ikke den nemme løsning
Det ville være nemt bare at lave et ’Kirsten Birgit live’-show med Rasmus Bruun som det, der i komikersproget kaldes for en straight man, ham, der lægger op til pointerne. Det ville sikkert blive grænseoverskridende frækt, morsomt og populært blandt fanskaren. Cilius og Bruun har ikke valgt den nemme løsning. De er gået den stik modsatte vej.
Med udgangspunkt i Dirch Passers traumatiske og mislykkede forsøg på at blive anerkendt som seriøs skuespiller i rollen som sinken Lenny i ’Mus og mænd’ i 1961 danner netop denne forestilling rammen om showet. Kirsten Birgit er besat af tanken om at fuldføre, hvad Dirch ikke magtede. De første små 20 minutter af showet er simpelthen åbningsscenen fra ’Mus og mænd’, spillet med halvdilettantisk patos af Kirsten Birgit som Lenny og Rasmus Bruun som George. Vi sidder lettere måbende og tænker: Hva’ i helvede har de gang i?
Det, de har gang i, er at skrælle komikeren ind til benet lag for lag. Kirsten Birgit, den komiske karakter, der spiller Lenny, den tragiske karakter. Men Kirsten Birgit er jo også Frederik Cilius, og George er Rasmus Bruun, som jo rent faktisk er Rasmus Bruun.
Bid for bid afdækker makkerparret deres egne roller, ikke kun på scenen, men også i den virkelige verden. Ligesom det altid er forsangeren i et rockband, der scorer overskrifterne og de lækre damer, mens bassisten må nøjes med at stå i baggrunden og som oftest bliver overset, så er det Frederik Cilius alias Kirsten Birgit, der er stjernen. Det er ham, eller jo reelt hende, pressen vil tale med. Det er hende, og måske lidt ham, der modtager priser og hædersbevisninger.
Magtbalancen bliver både smukt og morsomt beskrevet i en lang scene, hvor Alexander Clement optræder i rollen som starstruck Politiken-journalist. Lige så morsomt det er, lige så alvorligt er det også, når makkerskabet og venskabet skal bestå sin prøve.
Ligesom Dirch knækkede halsen på at spille Lenny, knækker Kirsten Birgit også. Publikum forventer noget andet. De buh’er og forlanger en ’nytårstale’, og ligesom Dirch dengang ikke kunne klare presset, bukkede under, trådte ud af sin rolle og lavede komik for folket, må også Kirsten Birgit indse, at folket skal have, hvad folket vil have.
Ordekvilibristisk satirekomik
Og så får vi den ellers, Kirsten Birgits nytårstale, om den offentlige sektor, om krænkelsesfascisterne, om #MeToo (min bare…). Om regeringen, der bedst kan sammenlignes med Monty Pythons skøre riddere … Og helt ude på satirens yderste overdrev: DFs Martin Henriksen. Nej, ingen spoiler herfra. Jeg kan bare konstatere, at jeg vist aldrig har grinet så meget i en teatersal før. Det er ordekvilibristisk satirekomik på aller-allerhøjeste plan.
Frederik Cilius og Rasmus Bruun er ikke alene på scenen. De får endog særdeles veloplagt støtte af Alexander Clement i adskillige roller, helt fortryllende som 14-årigt uledsaget syrisk flygtningebarn med fuldskæg og ’voksenpik’, og i øvrigt tæt fulgt af sin burkaklædte mor (nå, ja 75 pct. uledsaget!). Af Anna Juul som feministisk lyriker, der raser over at skulle spille rollen som den navnløse ’Curlys kone’, og kræver at hedde Bethany. Og af musikeren Stefan Göttler, med negermaske og anstrengt smil.
De to satirikere tager chancen og blotlægger ikke alene kunstens og komikkens væsen, men også sig selv. De slipper forbløffende godt fra det.
Ingen roser uden torne. Den ambitiøse opbygning af showet har enkelte ulemper, ikke mindst at det varer mere end to en halv time. Det er lige til den lange side, selv i dette sublimt gode selskab.
'Det skide show', Bremen Teater. Anmeldt på premiereaftenen, torsdag 1. marts
