Egentlig var det sidste punktum i denne anmeldelse sat. Fire stjerner til Omar Marzouks nye stand-up show 'Bange for sjov'. Men så var det, jeg læste nyheden på det engelske site dailymail: BBC har censureret en scene i 'Halløj på badehotellet.'
Det er en scene, hvor den faste logerende Major
Gowen siger om en flok indiske cricket-spillere:
- Hele morgenen kaldte hun inderne for niggere: 'Nej, nej, nej sagde jeg. Niggerne er vestinderne. Disse mennesker er fejlfarvede'.
John Cleese tog naturligvis denne scene med i verdens bedste tv-komedieserie, for at udlevere den gammel-imperialistiske engelske racisme. Men i den moderne politiske korrektheds navn har den engelske tv-station klippet scenen ud.
Vi taler et 2013, hvor danske journalister får indrejseforbud i Indien, fordi et dansk tv-hold har taget sig den frihed at afsløre nogle kritisable forhold i den indiske tekstilindustri. Det næste bliver vel, at alle udenlandske medvirkende i 'Slumdog Millionaire' bliver udelukket fra indrejse i Indien.
Derfor får Omar fem stjerner. Den sidste stjerne alene fordi sådan nogle som han findes. Komikere, der verden over har viet deres liv til at udfordre magten.
Tilbage til anmeldelsen:
Alt for mange er på røven i disse dage. Indtægtsgrundlaget smuldrer mellem hænderne på folk. Samme problem står Omar Marzouk overfor. Som han siger i sit nye stand-up show ’Bange for sjov’, har han de sidste ti år scoret kassen på at tale om Osama Bin Laden, Pia Kjærsgaard og Villy Søvndal.
Nu er alle tre stoppet som formænd for deres repektive ’grupper’. 9-11 er efterhånden længe siden. Det samme med Muhammad-tegningerne. Journalisterne er holdt op med at ringe og spørge til hans mening om Sharia. Hvad skal en habib som Omar så leve af?
Symptomatisk for hans problem er den joke, hvor han forener Kjærsgaard, Søvndal og bin Laden virkelig elendig.
Marzouk har valgt frygt som ramme for det nye show. Han har søgt ned i en del af hjernen, som åbenbart hedder mandelkernen. Den styrer frygt – og mave-tarmfunktionerne.
Klart at Marzouk med det udgangspunkt stadig har en masse at sige om islam contra Vesten. Såvel som mere jordnære ting som frygten for edderkopper og øde øer.
Komisk babelstårn
Op gennem 00erne har Marzouk positioneret sig som et 100 pct. uafhængigt, komisk Babelstårn i den politiske virkelighed. Det har selvfølgelig haft sin pris.
I dag er Omar Marzouk så integreret, at han efterhånden har behov for at blive integreret tilbage med indvandrerne.
De gider ham bare ikke rigtig. Som han siger, den dag han rettede en anden perker, der talte i nutid i stedet for før datid, var han klar over, at han var fortabt.
På den anden side er det, som han siger, meget godt, at halal-hippier, efterskolepiger og andre hvide danskere kommer til hans show. Eftersom indvandrere aldrig køber billetter. Til noget.
Sådan er det med Omar Marzouk. Han er en stor håndværker. Mestrer det gamle stand-up trick med at binde pointerne i blonder. Fire-fem pointer, der vender tilbage som knudepunkt for hans comedy.
Der er grovhederne. Bevidst grænsesøgende temperaturmålinger på publikums tolerancetærskel. Kan man joke på Breivik? Marzouk forsøger. Kan man joke på Amin fra Vejlegaarden? Det tætteste man kommer en revolutionær dansker, som alligevel brænder for lidt for sagen, når det kommer til stykket.
Den spidse eftertanke
Så er der den spidse eftertanke i bulls eye – der har været 33 skoleskyderier i USA. Men der er stadig fri adgang til automatvåben, mens man ikke må tage kildevand med i flyet.
Marzouks Præster, politikere og andre profeter' var brutalt som Metallica.'Omskåret' varieret som en gammel Beatles-plade. Denne gang er det mere som musikken, der torsdag aften fyldte Gimle før, efter og i pausen i Omars show: Ambient lounge-musik. Let og elegant.
Men dermed også mindre kradsende, rystende, uomgængeligt.
I dag er dansk komik nået til et sted, hvor der ikke rigtig er flere drivhuse tilbage at smadre. Jeg havde håbet, at Omar ville tage tråden op fra det seneste show. Hvor han, så at sige, samler glasskårene op og samler dem i nye mønstre – i især en lang poetisk passage om forholdet til hans far. Det er der for lidt af i 'Bange for sjov'.
Der er en ansats i den smertefuldt rigtige pointe: jeg er bange for, at min generation bliver den første nogensinde, der afleverer verden i en værre forfatning, end da vi overtog den.
Når det er sagt, er det godt, at vi har en mand som Omar Marzouk.
Hvis man udelukkende skulle måle et demokrati på kvaliteten af dets politikere, ville man hurtigt ende i en kronisk vinterdepression.
Hvis man derimod måler et demokrati på kvaliteten hos de komikere, der udfordrer dets grænser, er der meget at komme efter hos Omar Marzouk. Som altid.
Omar Marzouk, 'Bange for sjov', onsdag aften i Gimle i Rosklide. 5 stjerner ud af 6.
