Endnu en mand er stået frem og har anklaget den verdenskendte modeskaber Alexander Wang for seksuelle krænkelser.

Ifølge BBC hedder det seneste potentielle offer Keaton Bullen.

Han er en 21 årig studerende i New York og påstår, at han blev krænket af Alexander Wang på en natklub i den amerikanske storby i august 2019.

»Lige pludselig lynede han mine bukser ned, placerede sine hænder i mine bukser, tog fat i min penis og befamlede den foran alle,« siger Keaton Bullen om mødet med Alexander Wang.

Alexander Wang.
Alexander Wang. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

»Jeg frøs fuldstændig. Jeg fik det dårligt og forsøgte at fjerne mig fra situationen hurtigst muligt.«

Et tocifret antal mænd og transpersoner har anklaget Alexander Wang for seksuelle krænkelser i løbet de seneste par måneder.

Den 37-årige modeskaber har nægtet alle anklagerne imod sig – også de seneste fra Keaton Bullen.

En af modeskaberens advokater har udtalt til BBC, at de afventer videoovervågning fra natklubben, da de er overbevist om, at den vil bevise, at Keaton Bullen lyver.

Stjerneadvokat skal få ham ned med nakken

Mens Keaton Bullen har besluttet ikke at gå rettens vej med sine anklager mod Alexander Wang, har 11 andre mænd valgt det modsatte.

De har sågar hyret stjerneadvokaten Lisa Bloom i forsøget på at få modeskaberen dømt for seksuelle krænkelser. Og hun er bestemt ikke et ubeskrevet blad, hvad angår sager om overgreb.

Den 59-årige advokat er blandt andet kendt for at være hende, der rådgav den voldstægtsdømte filmmogul Harvey Weinstein, og derudover repræsenterede hun de fire kvinder, der anklagede Donald Trump for voldtægt under præsidentvalget i 2016.

Anklagerne mod Alexander Wang begyndte så småt for fire år siden, da en transkønnet dj ved navn Gia Garrison stod frem og påstod, at Alexander Wang havde blottet hendes kønsdele ved at hive hendes bikiniunderdel ned.

Her ses Alexander Wang sammen med sangerinden Janet Jackson i januar sidste år.
Her ses Alexander Wang sammen med sangerinden Janet Jackson i januar sidste år. Foto: Mark RALSTON
Vis mere

Historien gled dog langsomt ud i glemslen indtil i december 2020, hvor der begyndte at florere flere lignende anklager mod modeskaberen på sociale medier.

Og da den britiske model Owen Mooney i begyndelsen januar som den første valgte at stå frem i pressen med sine anklager, tog sagen virkelig fart.

Ligesom Keaton Bullen påstår 26-årige Owen Mooney, at Alexander Wang befamlede ham på en natklub i New York.

»Jeg stod på et tidspunkt for mig selv, og den her fyr ved siden af mig udnyttede tydeligvis det faktum, at ingen kunne bevæge sig. Og han begyndte bare at beføle mig. Hele vejen op ad mit ben og i mit skridt. Det fik mig til at fryse fuldstændig, fordi jeg var i så stort chok,« har Owen Mooney forklaret om sit møde med modeskaberen for tre år siden.

ARKIVFOTO af designeren Alexander Wang sammen med modellen Bella Hadid.
ARKIVFOTO af designeren Alexander Wang sammen med modellen Bella Hadid. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Selvom Alexander Wang som nævnt endnu ikke er dømt for noget, så har anklagerne allerede haft konsekvenser for modeskaberen, der tidligere har poseret på den ene røde løber efter den anden med diverse kendisser under armen.

Modeverdenen tør nemlig ikke at røre ham med en ildtang i øjeblikket, og flere profiler på sociale medier med hundredtusindvis af følgere – for eksempel Shit Model Management – har sågar opfordret til, at folk boykotter hans tøjmærke fuldstændig.

Alexander Wang kaldte i januar anklagerne mod ham for 'grundløse og grotesk falske'.

»Jeg har aldrig engageret mig i den beskrevne grusomme opførsel og ville aldrig opføre mig på den måde, det er blevet påstået,« sagde han.