Som 12-årig udgav hun som et 'sommerprojekt' en dessertkogebog, tre år senere gik hun Bornholm rundt alene. Og nu er Anine-Petrea Lindvig hovedrolleindehaver i TV2-serien 'Håbet'.
»Jeg har altid villet skuespillet. Lige siden jeg var lille. Men jeg var simpelthen så sceneskræk. Jeg var bange og angst for at stå på scenen foran mange mennesker,« siger hun.
Men for ikke alt for længe siden tænkte hun, at hun ville forsøge sig med livet som skuespiller, hvorefter hun systematisk fordybede sig i det.
»Jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte, der er godt nok mange ting, man kan gå glip af, hvis man lader frygten diktere sit liv,« siger hun:
»Jeg har ikke prøvet skuespil før. Jeg syntes bare, det var enormt spændende. Det værste, der kunne ske, var, at det ikke blev til noget, og så har man da lært en masse.«
Hun kom til casting og fik rollen som den unge pige Marie, der forklædt som en dreng bliver en del af et skibsmandskab i jagten på sin forsvundne far.
Anine-Petrea Lindvig har samme eventyrlyst, stædighed og gåpåmod som Marie.
Selvom hun taler det ned, fik hun solgt en håndfuld kogebøger, da hun var 12 år, og hun planlagde nøje i et excel-ark, hvordan hun ville vandre Bornholm rundt alene, da hun var 15 år.
»Det er egentlig ikke, fordi jeg føler, at jeg skal bevise noget. Jeg har bare altid været meget selvstændig. Det var ikke et spørgsmål om at tage af sted til Bornholm for at at bevise noget. Det handlede mere om, hvorfor skulle jeg ikke tage af sted?«
Men hvorfor skulle hun have noget at bevise?
For cirka fem år siden fik Anine-Petrea Lindvigs mor, tv-vært og foredragsholder Pernille Aalund, diagnosen Aspergers syndrom.
Tre år senere fandt man ud af, at også Anine-Petrea Lundvig har Aspergers.
For mange udefrakommende - herunder undertegnede - ville det ikke være utænkeligt, at der er en del udfordringer forbundet.
Men Anine-Petrea Lindvig ser mere sin diagnose som en styrke end en udfordring.
»I mine øjne er det helt åndssvagt at se på diagnoser som sygdomme og sygeliggøre det - især når det kommer til autisme. For mig at se er det en måde at forklare, hvordan hjernen virker på.«
»Det handler også om at lære sig selv og sine begrænsninger at kende og acceptere, at der ikke er noget galt. Alle har begrænsninger, men mine er måske lidt anderledes end så mange andres.«
For som hun selv siger, har hun ikke ændret sig. Hun har bare en bedre viden om, hvordan hun fungerer.
Det er ikke noget, der styrer hende, og du ville ikke lægge mærke til det, hvis du snakkede med hende.
Den unge skuespiller siger selv, at hun har lært at være 'professionel social'.
»Jeg har været meget bevidst om mine ansigtsudtryk, men det er også noget, der har været en gave i forhold til skuespillet,« siger hun og uddyber:
»Det er ikke noget jeg tænker over, og når jeg griner, så er det jo helt naturligt. Men hvis jeg sidder derhjemme med mine mor, er det meget sjældent, at vi har mange ansigtsudtryk. Vi kan godt sidde og have lidt pokerface,« siger hun og slår et grin op.
Hun har fået et par undervisningstimer af en skuespiller, men ud over det er hun autodidakt.
Derfor var det ret angstprovokerende, da hun stod på første optagedag på Håbet.
»Jeg kunne slet ikke være i min krop, jeg stod nærmest og rystede.«
Heldigvis slap hun nervøsiteten hurtigt, fordi hun fordybede sig i arbejdet.
Derfra blev det en hverdag, som hun slet ikke vidste, at hun havde haft brug for.
»Det var længe siden, at jeg i en længere periode glædede mig til at gå i gang med dagen - hver dag. Det var virkelig fedt at mærke, det var noget, jeg brændte så meget for.«
Hun har stor respekt for skuespillerskolen, men hun er nødt til at være skuespiller på sin egen måde.
»Jeg vil helst ikke have for mange værktøjer. Jeg kender mig selv godt nok til, at jeg ville blive for bevidst omkring det, i stedet for at det kom naturligt.«
Det er gået op for hende med tiden, hvor vigtig struktur er for hende.
»Jeg er måske lidt mere hudløs end så mange andre. Struktur giver mig ro, og det er også noget, mine venner kan nikke genkendende til, men jeg er måske lidt mere overfølsom,« siger hun og uddyber:
»Jeg bliver drænet hurtigt. Forestil dig, at alle mennesker i lokalet er en bog, og jeg skal læse dem alle sammen. Jeg kan ikke vælge hvilken bog. Jeg er nødt til at læse dem alle. Det er ikke ubehageligt, men det er drænende med så mange indtryk, som min hjerne tager ind ubevidst.«
At hun står frem med sin Aspergers-diagnose, skyldes helt simpelt, at hun gerne vil hjælpe andre.
»Der er mange, som er hårdere ramt end mig, og de har svært ved at sætte ord på deres udfordringer. Det kan jeg, og hvis jeg kan hjælpe dem, deres pårørende, forældre, pædagoger osv., så vil jeg det enormt gerne.«
