Brad Pitt og Angelina Jolie var et af verdens mest berømte par og havde endda deres eget par-kælenavn, men i 2016 faldt bomben.

'Brangelina' valgte til stor overraskelse for mange at gå fra hinanden, og nu fortæller Angelina Jolie lidt om hvorfor.

Det er ikke ofte, det sker, men nu har stjernen kommenteret bruddet med sin eksmand, og i British Vogue fortalt, at hun især er opmærksom på børnene i denne proces.

»Jeg blev separeret for min families trivsel. Jeg har fortsat fokus på, at de skal hele,« siger hun og uddyber:

Her ses Brad Pitt og Angelina Jolie i forbindelse med premiere på filmen 'Mr. & Mrs. Smith' i 2005. De står sammen med produceren Arnon Milchan.
Her ses Brad Pitt og Angelina Jolie i forbindelse med premiere på filmen 'Mr. & Mrs. Smith' i 2005. De står sammen med produceren Arnon Milchan. FRED PROUSER

»Der er nogen, der har udnyttet min stilhed (om bruddet, red.), og børnene har læst løgne om dem selv i medierne, men jeg minder dem om, at de kender deres egen sandhed og deres egne sind.«

Angelina Jolie har seks børn med sin eksmand. Sønnen Maddox på 18 år, sønnen Pax på 15 år og datteren Zahara på 14 år adopterede parret, og derudover har Jolie født tre børn, som Brad Pitt er far til.

Det er tvillingerne Knox og Vivienne på 11 år og datteren Shiloh, der er 13 år gammel.

Angelina Jolie fortæller i interviewet, at noget af æren for, at hun er landet godt efter skilsmissen, tilhører børnene.

»Den del af os der er fri, vild, åben og nysgerrig kan blive slukket af livet. Af smerte eller skade. Mine børn kender mit sande jeg, og de har hjulpet mig med at finde det igen og at omfavne det,« lyder det fra hende.

Her ses parret med fem af deres børn i en lufthavn i 2009. Fra højre mod venstre ses børnene Maddox, Vivienne (på maven af mor), Shiloh, Zahara og KNox (på maven af sin far).
Her ses parret med fem af deres børn i en lufthavn i 2009. Fra højre mod venstre ses børnene Maddox, Vivienne (på maven af mor), Shiloh, Zahara og KNox (på maven af sin far). EVERETT KENNEDY BROWN

Angelina Jolies udmeldinger kommer ikke lang tid efter, at Brad Pitt også åbnede op om bruddet med moren til hans børn. Her fortalte han, at han startede hos afvænningsprogrammet Anonyme Alkoholikere efter skilsmissen.

En skilsmisse, han giver sig selv skylden for.

»Jeg vandt i lotteriet, og alligevel fortsatte jeg med at spilde min tid ved at følge nogle meningsløse drifter,« sagde han til GQ i 2017, hvor han også fortalte, at han på et tidspunkt havde en ekstremt høj tærskel over for alkohol.

»Jeg kunne drikke en russer under bordet i hans egen vodka. Jeg var en professionel dranker. Jeg var god til det,« lød det.