Ane Cortzens liv er helt forandret.

Efter at have holdt 'hvid januar', hvor konceptet er at droppe alkohol i årets første måned, har tv-værten holdt ved og skåret helt ned på de våde varer.

Det skriver hun i en klumme hos Heartbeats.

»Så 1. januar besluttede jeg mig for en såkaldt ’hvid’ januar – altså ingen alkohol, sukker, fedt og masser af motion. Det gjorde jeg så – og fik det mærkbart bedre. Så godt, faktisk – at da jeg kom til februar besluttede – bare for eksperimentets skyld – at gå tilbage til mine normale livsførelse, men fortsat holde mig fra alkohol.«

Ifølge Ane Cortzen oplevede hun førhen, at hun altid sov uroligt, og at hun aldrig følte sig helt udhvilet.

Efter hun har droppet alkoholen, er livet forandret for den 47-årige tv-vært.

Nu sover hun godt, og energien er langt bedre, end den nogensinde har været.

Ifølge Ane Cortzen deler hun også sin beslutning for at sætte fokus på, at der faktisk er mange som hende, der har opgivet drikke med procenter i.

Nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen fortæller også, at man nu helt fraråder unge under 18 år at drikke.

Det skyldes ifølge en pressemeddelelse, at man har fået mere information omkring, hvordan alkohol har en skadelig effekt på hjernens udvikling, mens man er ung.

»Alkohol kan også være skadeligt og påvirke både hukommelse og indlæringsevne hos børn og unge, hvor hjernen fortsat er under udvikling. Derfor har vi skærpet vores anbefalinger i forhold til børn og unge under 18 år, så vi nu fraråder, at de drikker alkohol,« lød det fra enhedschef i Sundhedsstyrelsen Niels Sanddø.