En sommerferie i det solrige Kroatien startede utrygt for den tidligere tv-vært, Ane Cortzen samt hendes mand og deres tre børn, da familien valgte at benytte offentlig transport som rejseform.

Det skulle have været et pædagogisk projekt for de tre børn, men det endte i noget af en fuser.

44-årige Ane Cortzen og hendes mand havde valgt at rejse med tog fra Danmark til Kroatien, men forventningen om en god tur, hvor både de og børnene kunne nyde naturen og få en god nattesøvn, mens toget fragtede dem igennem Europa, men sådan gik det langt fra.

B.T. har snakket med den tidligere DR-vært, der forklarer, at visse dele af togturen ikke var, som hun havde forestillet sig.

 Ane Cortzen og hendes mand, arkitekt Benjamin Weber.
Ane Cortzen og hendes mand, arkitekt Benjamin Weber. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Meget af turen var fin, men rejsen fra München til Zagreb, hvor vi havde bestilt en liggevogn, var knap så komfortabel. Faktisk forfærdelig. Der var simpelthen for lidt plads, snavsede senge og toget standser mange gange om natten. Der var råb på gangen, og folk forsøgte at komme ind i vores kupé. Det var lidt en utryg fornemmelse,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg havde lidt en romantisk idé om, at det var en komfortabel måde at rejse på, når man sover, men det var det absolut ikke.«

Det var ikke kun Ane Cortzen, der blev overrasket over de forhold, togturen bød på. Det forklarede hun også til Politiken, som først skrev om tv-værtens strabadser.

»Vores børn var ikke særlig begejstrede, da vi kom til Zagreb, og slet ikke, når det nu var første gang, de prøvede den form for rejse. De var faktisk ret utilfredse, og hjemrejse med tog kunne på ingen måde komme på tale, mente de,« siger hun.

Da familien skulle hjem igen, måtte Ane Cortzen også erkende, at endnu en turbulent togtur ikke var det, de havde mest lyst til på det tidspunkt.

»Jeg holder meget af at køre i tog, og jeg ville gerne vise mine børn, at der er et alternativ til flyrejser, men jeg må også indrømme, at da jeg så programmet for hjemrejsen, og min datter samtidig viste mig nogle billige flybilletter, så ville den kamp være for stor at tage. Vi kastede simpelthen håndklædet i ringen,« fortæller hun.

Ane Cortzen indrømmer dog, at hun godt kunne have researchet lidt mere, inden hun bestilte billetterne til rejsen:

»Jeg havde booket det hele gennem 'Deutsche Bahn', og vi fik måske egentlig også, hvad vi betalte for, men jeg havde virkelig bare forventet noget andet.«

Ane Cortzen.
Ane Cortzen. Foto: Celina Dahl
Vis mere

Den tidligere tv-vært fortæller ligeledes, at der var andre dele af rejsen, der også godt kunne klare en markant forbedring:

»Hvis DSB og andre togselskaber gerne vil have, at vi tager toget noget mere, så bliver de simpelthen også nødt til at være bedre til at informere undervejs og være mere serviceminded, når man rejser med dem.«

Ane Cortzen fortryder dog ikke, at de tog beslutningen om at rejse med tog til Østeuropa. Hun er dog ikke optimistisk omkring en ny tur.

»Jeg tænkte, det kunne være en hyggelig måde at rejse på som familie, fordi jeg er træt af lufthavne og al den ventetid, det indebærer. Jeg har nok afskrækket mine børn fra denne form for transport, så jeg kommer nok ikke til at gøre det igen lige foreløbig,« afslutter hun.