Komikeren Andreas Bo Pedersen lægger krop til mange mænd. Men helt privat er han en 45-årige fraskilt singlefar fra Køge. Han har ingen lig i lasten eller en spændende mørk side. Alligevel har han formået at sælge 24.000 billetter til et nyt show - om ham selv
'Jeg vil skilles. Jeg har mødt en anden. Det er en af dine kammerater.’ Sådan lød beskeden fra Andreas Bo’s tidligere kone, da hun for fem år siden meddelte, at deres forhold var slut.
- Det var et Kinder-æg for voksne. Hele tre ting. Noget brutalt, noget sårende og så en vejsidebombe op i røven, siger han og slår ud med armene i den tomme teatersal, hvor han lige nu øver på sit nye one-man-show ’Plagiat’. Hvor mange nok vil forsøge at gemme og glemme de tidspunkter, hvor livet gør mest ondt, så retter Andreas Bo i sit nye show spotlyset direkte mod sin krise.
LÆS HELE INTERVIEWET MED KOMIKEREN I BT PLUS
Med BT PLUS får du
- Andreas Bo - Jeg er leverpostej
BT PLUS anbefaler også:
Indblik - Laudrup vinder respekt i Swansea
Ariël Jacobs uden filterGuide: Sådan passer du på dit omdømme på nettet
'Jeg vil skilles. Jeg har mødt en anden. Det er en af dine kammerater.’ Sådan lød beskeden fra Andreas Bo’s tidligere kone, da hun for fem år siden meddelte, at deres forhold var slut.
- Det var et Kinder-æg for voksne. Hele tre ting. Noget brutalt, noget sårende og så en vejsidebombe op i røven, siger han og slår ud med armene i den tomme teatersal, hvor han lige nu øver på sit nye one-man-show ’Plagiat’. Hvor mange nok vil forsøge at gemme og glemme de tidspunkter, hvor livet gør mest ondt, så retter Andreas Bo i sit nye show spotlyset direkte mod sin krise.
Hjemme i Køge for fem år siden var Andreas Bo’s eneste reaktion på Kinder-overraskelsen en vattet måben.
Han er ikke bitter på sin ekskone og det er ikke hende, han udstiller i stykket. Det er sin egen vattethed, han synes er til grin.
Men dengang var der ikke meget at grine af.
- Jeg blev forladt. Det var det værste, der nogensinde er overgået mig. Det var hårdt og barskt. Men jeg er nået dertil, at jeg kan lave sjov med det, siger han.
Året 2007 bliver nok aldrig Andreas Bo’s yndlingsår. Det var året, hvor han blev skilt. Året hvor hans far døde. Men det var også året, hvor han for første gang optrådte i Cirkusrevyen.
Da hans kone netop havde breaket nyheden om skilsmissen, var det ’ikke fedt at skulle ind og stå foran 1.300 mennesker i en glad revysal’, men Andreas Bo mener ikke, at livskrise og humor er hinandens modsætninger.
- De er hinandens venner. Arbejder man på en filetfabrik og går gennem en skilsmisse eller oplever et dødsfald, så forestiller jeg mig, at man har ekstremt god tid til at stå og spekulere, mens man fileterer. Når man lever af at være sjov, kan det godt være, at man er ked af det. Men det er bare ærgerligt. Når klokken er otte skal man ind og fyre den af, for folk har betalt for at have det sjovt, siger han og husker, at det ret ’hurtigt blev meget fedt, hver aften at kunne køre på arbejde og efterlade kaos og krisen derhjemme’.
Han begræder ikke sin skilsmisse. Men han hader at være skilt.
- Det er enormt svært, at mine børn hver anden uge lever et liv, som jeg ikke er en del af. I min lille borgerlige verden er det forkert at have børn, som man så alligevel ikke har, siger han om børnene, Emma på 17 og Anton på 13 år.
Jeg er en kopi
Lige for tiden ser han næsten slet ikke børnene, for han øver 24-7 på sit show. Titlen ’Plagiat’ er meget rammende, mener han, for:
- Jeg har svært ved at tænke en selvstændig tanke. Når jeg skal lave en ny figur, låner jeg fra bunken. Skal en figur være brovtende, tager jeg lidt fra Ole Thestrup, siger han og slår på sekundet over i en dræven jysk accent og forsætter:
- Jeg er meget lidt original. Er meget en kopi.
Men denne gange trækker manden, der er kendt for at kunne parodiere alt fra Villy Søvndahl til Ole Henriksen, også en hidtil ukendt mand med på scenen. Nemlig sig selv.
- Showet handler om mig - en 45-årig fraskilt, single og far fra Køge. Jeg er inde og pille mig selv i navlen, siger han og glider ned i liggende stilling i den grønne plyssofa.
Vi elsker historien om det virkelige menneske bag facaden, men publikum skal ikke forvente at få hele historien om Andreas Bo. Han regner med at sortere de mest navlebeskuende detaljer fra inden premieren, for de er ikke vanvittigt interessante, mener han.
- Sandheden om mig er, at jeg er leverpostej. Jeg er på kanten til det røvkedelige. Når jeg dør engang, vil man ikke kunne finde nogle lig i lasten eller en spændende mørk side. Jeg er allerhøjst en smule krukket, reserveret og svær at have med at gøre, siger han og slår opgivende ud med armene.
- Men jeg satser stadig på at blive ugens brandert på et tidspunkt.
Indtil videre er der planlagt 70 forestillinger i 37 forskellige byer. Det bliver hårdt, men godt. Håber Andreas Bo. Han er spændt og ’skide nervøs’ for hvordan publikum modtager ham. Tidligere var han ’fuldstændig uudholdelig op til en premiere’. Nu minder han sig selv om tre vigtige ting, før han går på scenen:
1) Du har bevist dit værd. (Han blev i 2011 kåret til både til ’Årest Tv-skuespiller’ og ’Årets Komiker’, red.)
2) Du må godt slå en skævert. (Det, er ingen døde af - endnu).
3) Der er altid en, der er bedre end dig.
Når der er lagt op til konkurrence, f.eks. når han står på scenen ved siden af en anden komiker, er han sjældent den, der tager kampen om rampelyset op.
- I 9 ud af 10 tilfælde resignerer jeg og tænker, ’det kører du bare’. Jeg trækker mig, for jeg har ikke lyst til at tage slagsmålet. Men efterhånden har jeg lært, at det er ok. At andre er bedre end mig betyder ikke, at jeg ikke også har lov at være her, siger han.
Der findes to typer af komikere. Dem der slår sig på brystet og siger ’se hvad jeg kan’. Og så er der dem, der tænker, ’jeg ved ikke, om det er godt nok’. Andreas Bo tilhører sidste kategori.
- Jeg er i tvivl fra vækkeuret ringer kl 6.45 om morgen, til jeg går i seng om aftenen. Jeg kommer til at leve med tvivlen, til jeg ikke længere kan tygge smør. Sådan er det bare.
Det kan selv ikke udsolgte shows ændre ved. Allerede inden premieren har 24.000 danskere købt billet til ’Plagiat’. Så skilsmissen tegner til at blive en solid forretning.
- Jeg kommer ikke til at gå fra hus og hjem. Indtil jeg var 43 år, blev jeg tit spurgt, om jeg kunne leve af det. Det spørgsmål får jeg ikke mere. Det er meget rart, siger han og smækker de lange ben i gulvet og retter sig op, som sad han overfor revisoren.
Vejen til succes har været kringlet og fyldt med afstikkere. Det lå på ingen måde i kortene, at han skulle komme til at leve godt af at være en af Danmarks sjoveste mænd.
Første afstikker tog han i starten af 2. g, da han droppede ud af gymnasiet.
- Min vidunderlige folkeskolelærer, den klartsynede Knud Pedersen, havde sagt, at jeg var ’måske uegnet’ til gymnasiet, og det havde han ret i. Jeg var alt for umoden.
Men hjemme hos familien Pedersen på Fyn, skulle man ikke have en teenager gående formålsløst rundt, så Andreas Bo kom i huset. Forældrenes betingelse, for at han måtte droppe skolen, var, at han stod op hver dag, lavede morgenmad til hele familien, vaskede tøj, strøg lagner og købte ind.
- Det skulle jeg, indtil jeg fandt noget andet at lave, husker Andreas Bo, der egentligt helst bare ville spille guitar. Ved et tilfælde fandt han ’gennem min søsters mands gode ven’ en læreplads i en herretøjsbutik.
Førstemand i herretøj
:Efter læretiden, en kort afstikker til Aarhus, og et år på medicinstudiet, blev han førstemand i en herretøjsbutik. Men der var stadig ikke ’skyggen af tanke om’, at han skulle leve af at være sjov.
- Jeg var en jævnt god herreekviperingshandler. For jeg er god til at tale med mennesker, og kan ekspedere. Men jeg syntes ikke, det var sindssygt spændende om der skulle være prikker eller striber på slipsene næste forår.
Andreas Bo besluttede derfor at tage den studentereksamen, han tidligere havde opgivet, og startede på HF. Her mødte han tilfældigvis en ven, der fik øje på hans komiske talent.
Men mens de, der langt senere skulle blive hans kollegaer, flirtede med stand-up genren, på klubberne i København, var det den gammeldags revy, der var hot i Køge.
- Vi skulle tage sjove parykker på og efterligne vores lærer, husker han.
Efter eksamen forsatte de to venner med at optræde, men Andreas Bo har aldrig søgt ind på teaterskolen. Var efter eget udsagn ’panisk angst’ for, at folk skulle sige, at han ikke var god nok. I stedet krabbede han sig sidelæns ind på komikken.
- Jeg startede med at gå på røven tre år i træk med vores egen lille Køge Revy, så ringede de fra Kolding Revyen, fra Øm-revyen i Brædstrup, fra Nykøbing Falster Revyen og fra Cirkusrevyen. Det er meget symptomatisk. Ikke på noget tidspunkt sagde jeg stop, nu skal jeg ud og realisere mig selv, og lave stand up og virkelig komik. Nej, jeg har siddet hjemme og ventet på at de ringede fra den næste og den næste og den næste. De ringede også fra ’Live fra Bremen’, siger han.
Han har aldrig opsøgt heldet eller mulighederne.
- Men når folk ringer, siger jeg ’Ja’. For jeg bliver altid enormt glad og beæret, når nogen vil have mig med, siger han og indrømmer, at hans store fejl er, at han ’sjældent går målrettet efter noget’.
- Jeg er edderkoppen, der sidder ovre i hjørnet og venter i sit spind. Når der lander en flue i mit spind, så venter jeg på, at den kommer over og beder mig om at spise den.
Med sin optræden i Cirkusrevyen i 2007 sikrede han sig det folkelige gennembrud, mens hans optræden i ’Live fra Bremen’ åbnede den unge generations øjne for den morsomme mand fra Køge.
Jeg er snotforkælet
Som noget ret unikt kan både unge og ældre blive enige om, at her er en mand med komisk talent. Det forpligter.
- Mit show skal være bredt, for jeg må ikke skuffe nogle af dem. Men det er også en forfærdelig dans at se på, hvis man skal stille alle tilfreds. Så jeg må gøre det, jeg selv synes er sjovt.
For ham er den bedste kur mod en ’blue dag’ stadig Jim Carrey-filmen ’Dum og dummere’.
Hvor de jævnaldrende stand-up kollegaer, som Lars Hjorthøj, Casper Christensen og Jan Gintberg ofte referer til amerikanske stand-up’ere, som deres forbilleder, så er det mænd som Kai Løvring, Linie 3 og Tommy Kenter, der har inspireret Andreas Bo.
- For mig er Kai Løvring, i en lille højtaler fra ITT Schau-Lorenz, lig med hyggelige lørdag formiddage derhjemme. Hele familien rundt om bordet med dug på. Far, der mumler, ja, den er godt nok også sjov, og mor der griner, hviner han med skinger stemme og kaster med moderens imaginære lange hår.
- Jeg vedkender mig, at meget af det, jeg laver, er sindssygt altmodish. Men jeg bliver nødt til at lave det, jeg selv synes er skægt, ellers går det ikke, siger han.
Det lyder måske ikke så højpandet. Og det er det heller ikke. For Andreas Bo er der langt fra komik til kunst.
Selv har han leveret en god portion ’levebrødshumor’ siden han som 30-årig besluttede sig for at leve af at være sjov mand.
- Når man er 34 år og familieforsøger, så siger man ikke, ’det bliver uden mig’, når man får at vide, at man i slutnummeret skal stå iført waders og koreakasket og synge en omskrivning af ’Tag med ud og fisk’. Jeg har ikke bare lænet mig tilbage og sagt: ’Det er my way or the highway’, vrænger han med Thomas Blachmans karakteristiske nasale lyd og kaster afvisende armene i vejret.
Lige nu er der ellers god plads til lidt Blachmannsks krukkethed på cv’et. Efter et par gode sæsoner i ’Live fra Bremen’ og indspilninger af tv-showet ’Indenrigs’ har han slået sit talent så fast, at alle muligheder ligger åbne. Han kan få, hvad han peger på.
- Jeg er forgyldt i øjeblikket. Er snotforkælet, men der er sikkert en tidsfrist i det. Jeg skal smede mens jernet er varmt, siger han og lufter drømmen om at lave en film.
Han skal bare tage en beslutning. Det er lige det, der er problemet. ---- Efter ’Plagiat-turnéen’ og 2. sæson af ’Indenrigs’ på Tv2, har han sagt ja til endnu en tur tilbage til Dyrehavsbakken og Cirkusrevyen 2013.
- Det var ikke en specielt kunstnerisk beslutning. Men Lisbeth (Dahl, red.) ringede og spurgte om ikke jeg ville være med, siger han og trækker på skuldrene med et grin.
