****
(Fire stjerner)
Der sidder fire stjerner på denne anmeldelse. Den ene faldt flere gange i vandet undervejs, men blev til sidst hevet op igen. For først et stykke ind i anden afdeling kommer 'Dirch' for alvor op å då. Det skyldes især Peter Langdals overdådigt sikre iscenesættelse,Troels Lybys troværdige sværdslag med selvdestruktive Kjeld Petersen. Og Andreas Bos energi og indiskutable komiske talent. Han kæmper og kæmper, men får først i sidste halvdel af anden afdeling overbevist om, at han ér Dirch.
At sætte en forestilling om Dirch Passer op på scenen, hvor denne, Danmarkshistoriens største klovn udåndede, og lade ham dø samme sted i Andreas Bos skikkelse.
Det kræver ikke bare mod, en vis kunstnerisk dødsforagt og en vision.
Det forudsætter en historie og opsætning, der vil MERE. Mere end bare genfortælle myterne.
Det kræver først og fremmest en Dirch Passer og en Kjeld Petersen i topform.
Andreas Bo er en glimrende parodist, en fysisk komiker, der rager op. Hans intonation og vokal, tonen, yder gamle Dirch stor ret. Samspillet med Troels Lyby i de fysiske, situationskomiske scener gnistrer i øjeblikke.
Der er momenter, hvor Bos fortolkninger af (Keld og) Dirchs klassikere er uimodståelige.
Men på intet tidspunkt LIGNER Andreas Bo Dirch Passer. Dét skal man vænne sig til og acceptere, som man skulle med Nikolaj Lie Kaas i filmen 'Dirch,' der er forlæg for dette nye teatershow.
I begyndelsen af 'Dirch' ligner Bo mere sin Thomas Blachman-parodi end Dirch - og dét er pænt sagt distraherende.
Som i filmen er omdrejningspunktet forholdet mellem Dirch og Kjeld Petersen. Så meget faktisk, at forestillingen burde hedde 'Kjeld og Dirch'.
Det fælles inspirerende ur-sjove vanvid, galskaben, ping-pong platheder, venskabet, natteravnenes søgen mod mørket og labre kropduer på Kakadue. Det er historien om to genier, der på hver sin måde føler sig fastlåst som komikere.
'Jeg har solgt min sjæl', som Troels Lybys Kjeld Petersen siger.
Der er så meget druk, så megen utroskab, så meget party-party, at jeg undervejs spurgte mig selv, om de to spradebasser virkelig var så vilde i virkeligheden.
Lyby balancerer sjov og tragedie fornemt, men Dirch bliver aldrig for alvor det surrealistiske fabeldyr, han er citeret for at være i showet. Til gengæld vinder Andreas Bo sympati på sin utrættelige mimiske odyssé af en kamp for at ramme Dirch i to points of no return; hvor han går all in.
Først som den rørende, rystende usikre Lennie i 'Mus og mænd' og senere i en version af Dirchs russiske klovn. Den sidste fase, hvor han møder Bente Askjær i Mathilde Norholts sødmefyldte skikkelse har en snert af den poesi, der ellers mangler i den første del af showet.
Undervejs har der bl.a. været en ucharmerende 'Hvem har du kysset i din gadedør' med Sys Bjerre som en forstenet Daimi, sammenlignet med det ikoniske sketch fra Cirkusrevyen 1967.
Dødsscenen - og jeg gentager: på samme scene - er direkte patetisk, næsten pinlig og burde være udeladt.
Tillad mig at citere Roger Moore frit efter hukommelsen: Man kan uddanne skuespillere i årevis, men der er endnu aldrig lykkedes at finde nogen, der kan falde død om troværdigt..
Det virker forstyrrende i en ellers lyrisk finale - præcis i øvrigt som Andreas Bos parodier på Ulf Pilgaard og Kim Larsen.
Ja, det er oplagt tanke at læne sig op ad de to klassiske Bo-parodier - især Larsen i og med at Passer optrådte som ham i en af sine sidste glansroller. .
Men det falder helt pladask ud af kontekst i en fortælling, der er på vej imod et drømmeagtigt klimaks, hvor Dirch og Kjeld forenes i himlen.
Instruktør Peter Langdal har valgt at invitere to spillere med på scenen, som han har arbejdet sammen med tidligere, Carsten Bang og Kaya Brüel. Især Brüel er forførende som Sitter Horne Rasmussen. Dertil Sys Bjerre og Robert Hansen, der gør et frisk indtryk som Preben Kaas.
Til gengæld vil jeg gerne tilbyde Tivoli en handel: jeg køber en candyfloss næste gang, jeg kommer forbi, hvis I lover aldrig igen at bede Robert Hansen spille Ove Sprogøe.
Folk, der så Peter Langdals opsætning af 'Olsen Banden' taler stadig om en ufokuseret langgaber. 'Dirch' er det modsatte; stramt skruet sammen med et elegant strukturelt flow, et indre drive med humørfyldte Lommer-piger og masser af fest og farver, orkestreret i et tidstypisk soundtrack.
Hvad formen angår, er det ganske enkelt et super flot, gennemmusikalsk show til tiden. Som show sidder 'Dirch' så smukt som Babs og Nutte.
'Dirch', Glassalen Tivoli, torsdag aften
· Andreas Bo: Dirch Passer
· Troels Lyby: Kjeld Petersen
· Robert Hansen: Preben Kaas, Ove Sprogøe m.fl.
· Carsten Bang: Stig Lommer m.fl.
· Sys Bjerre: Gitte Hænning og Daimi m.fl.
· Kaya Brüel: Sigrid Horne-Rasmussen m.fl.
· Mathilde Norholt: Judy Gringer, Bente Askjær m.fl.
Det kreative hold:
· Instruktør: Peter Langdal
· Scenograf: Maja Ziska
· Koreografer: Clauria Sorrentino og Ronni
