Det tog nogle år at lære, at han hverken hedder Anders Bo eller Andreas Bro. Nu har vi lært det.

I dag tilhører Køge-drengen Andreas Bo (Pedersen) superligaen i dansk komik. Modsat andre fjogerter på hjemegnen, som Henrik Sass og Suzuki-Torben, er Andreas frivilligt komisk.

Søndag aften var der premiere på Andreas Bos første teatershow 'Plagiat'. Selvfølgelig i spillestedet Bremen, som sammen med Cirkusrevyen har gjort ham landskendt.

Gummifjæset er alene på scenen. Bortset fra sangerinden med mere, Anja Akselbo.

Det begynder helt fra bunden. Og det bliver på vulgariteternes og plathederne kurvede bølgelænge i to timer. Nærmere bestemt begynder det midt i Jarl Friis-Mikkelsens datters mås, som kæresten Casper Christensen gjorde landskendt i sit og Frank Hvams show.

Andreas Bo krukker med, at han kun plagierer og parodierer. Intet er originalt. Det er noget vås, for det er både originalt og vanvittig sjovt at se ham føre Caspers syge analsex-joke gennem Det Brune Punktum, Finn og Jacob, Per Pallesen og Tommy Kenter, Ørkenens sønner, Dirch og Osvald.

Vi får så også set den mimiske vulkans begrænsning. For han er ikke ret god til Dirch, slet ikke Helmuth. Men Andreas' forrygende Johannes Møllehave og Linie 3-parodi kører sketchen i remissen med et latterbrag. Præcist og rammende, så det synger.

Det er gjort før - bl.a. af Amin Jensen, flere gange - men her er det forrygende. Især fordi komikeren ikke bare parodierer personer, men samtidig magter at holde kadencen omkring Caspers forhold til Jarl-datterens bagdør helt ned til 50ernes Osvald.

'Så det' ølhunden, der glammer', bliver til 'så det' røvhullet, der strammer'.

Det samme sidst i showet, hvor Bo lader Anden, Mick Øgendahl og Jan Gintberg tilsvine hans bitch af en ekskone. Sige alt det, han selv burde have gjort.

For som Andreas Bo siger det med den selvironi, der gennemsyrer hele showet. 'Jeg er jo bare en herreekviperingsuddannet skuespiller. Da min eks fortalte, at hun knaldede min bedste ven, spurgte jeg om de ikke kunne gøre det om tirsdagen, men det passer ikke min ven. Han bowler den dag.'

Det er der, Andreas Bos virkelige styrke ligger: musikaliteten og tonaliteten. At ramme Matthesens sprogtone, stemmeleje, bevægelser, Øgendahls spassede kropssprog, Gintbergs sprudlende vrede - og samtidig spy salen fuld af kaptajn Haddock'ske eder og forbandelser. Wauw.

Det handler om parodier. Andreas Bo parodierer og taler om at parodiere og taler om at tale om at parodiere i to timer. Selvfølgelig kommer de på stribe, parodierne. Især i anden afdeling. Man mærker en mellemblå undertone. Måske en lille-bitte smule mindreværd i forhold til andre i hans gebet. De, der er kendt for at kunne alt muligt andet end at parodiere.

Det lykkes flot at storytell'e med parodierne som medvirkende personer. En dansk James Bond-film med den eneste oplagte kandidat, Ole Thestrup som 007. Ole Henriksen som Bond-babe. Ulf Pilgaard som... Ulf Pilgaard med vitser fra urtiden.

Sagt absolut og aldeles positivt: Andreas er en god, gammeldags komiker. Fysik. skuespil, sang, mimik, dramatik - plat plagiatpoesi på højoktan. Det er spanking på latterens klaviatur.

Andreas Bo er ambitiøs ad Bremen til. Falden på halen-komik i vintage 70'er stil, moderne strømlinet revy, stand-up. Han kan det hele. Sågar en politisk ukorrekt sketch med to muslimske rengøringskoner, der synkronmasturberer med hver sin støvsuger.

Hvordan måler man, om en komiker er sjov? Man kunne jo spørge sig selv: Grinede jeg? Svaret er ja. Det gjorde jeg næsten uafbrudt i to timer.

Andreas Bo er go'. Røv god.

Andreas Bo soloshow, 'Plagiat' i Bremen, søndag aften. Turnéen fortsætter frem til 30. april.