15 kilo. Det er, hvad Anders W. Berthelsen har taget på for at spille rollen som Flemming 'Bamse' Jørgensen i den nye film 'Bamse'.

Og selvom en god portion af dem allerede var forsvundet igen, da han dukkede op til filmens premiere i Imperial i København, kæmper han med de sidste.

»Jeg har været ude at købe nyt tøj, som er lidt større, så man ikke så godt kan se det. Jeg synes, de (kiloene, red.) er hårde at komme af med,« lød det på den røde løber til B.T.

Han har dog ikke kastet sig i nogle særlige træningsprogrammer eller lagt kosten om for at komme de sidste til livs.

Blandt andet, fordi han i den seneste tid, i forbindelse med promovering af filmen, har været meget rundt, hvor det også ofte har stået på restaurantbesøg. Han er dog fortrøstningsfuld.

»Det skal nok gå.«

Anders W. Berthelsen har på intet tidspunkt lagt skjul på, at han ikke ville have taget rollen, hvis ikke Flemming 'Bamse' Jørgensen egen familie havde vendt tomlen op.

Det gjorde de heldigvis, og nu, hvor de har set det endelige resultat, er der også glade miner.

»De har taget virkelig godt imod den og var glade og stole. Det gjorde mig, Genz (Henrik Ruben Genz, filmens instruktør, red.) og resten af holdet virkelig glade for, at de er så glade for det.«

I 2018 var det en anden stor dansk sanger, som blev portrætteret, da Rasmus Bjerg trådte ind i rollen som John Mogensen i 'Så længe jeg lever'.

Filmen blev et stort hit, og det samme gjorde det, da Rasmus Bjerg efterfølgende turnerede rundt med John Mogensens sange.

Anders W. Berthelsen har dog ingen planer om at gentage det kunststykke som 'Bamse'.

»Bamses Venner tager jo rundt med det, der hedder Stig og Vennerne, og det tror jeg, at de gør bedre end mig.«

Du vil afholde dig fra at udkonkurrere dem?

»Ja, jeg tror, jeg skal holde mig til det her.«

Anders W. Berthelsen lægger selv stemme til de mange velkendte sange i filmen, som får landspremiere 25. august.