For fem år siden sagde han sit job op i DR's regnskabsafdeling, sprang ud som 'internet-komiker' og har i dag netop rundet en million følgere på Instagram.

Her fortæller Anders Hemmingsen om opturen, hans forhold til kritikkerne og hvorfor han blandt andet har sagt nej til at være med i 'Vild med dans'.

Disclaimer: Anders Hemmingsen er til daglig en del af B.T.s redaktion. Dette interview er foretaget af en af Anders Hemmingsens kollegaer, der har kendt ham, siden han i 2015 blev ansat på Metroxpress, der siden blev lagt sammen med B.T.

Hvordan startede ideen til din Instagram-profil?

»Jeg har altid syntes, at 9gag og den slags humoristiske sider var interessante og lagde til at starte med sjove billeder op på min Facebookprofil. Da Instagram kom, kørte jeg videre der. Der var ikke et sted, hvor man indsamlede danske øjeblikke, så i starten lagde jeg billeder op fra USA, der lignede, at det kunne være fra Danmark. Så begyndte folk at fange ideen og sende billeder ind.

Hvordan fik du det til at vokse?

»Jeg var jo i DR, hvor der var nogle kreative typer, så det kan godt være, det var et godt sted at starte. De var måske med til at sprede budskabet om at 'følge ham fra økonomi'. Jeg husker ikke, at jeg gjorde noget specielt. Det udviklede sig bare stille og roligt, imens jeg sad med faktura og moms.«

Hvordan var du havnet i DR i første omgang?

»Jeg læste på handelsskolen og skulle i praktik. P3 søgte en økonomielev, og jeg havde altid tænkt, at DR var det fedeste. Jeg kan huske, de syntes, det var sjovt, at jeg i min ansøgning skrev, at jeg havde en loge, der hed 'Junglens fugle' - så tak til min counterstrike-klan.«

I 2015 siger du op i DR og bliver ansat på Metroxpress. Hvorfor?

»Metroxpress var begyndt at lave historier ud fra mine billeder, hvilket havde gjort, at min profil voksede. Kollegaerne ude i DR var fantastisk søde, men jeg var kørt fast i at sidde med økonomi, så da Metroxpress havde spurgt mange gange, om de måtte bruge mine billeder, spurgte jeg dem til sidst, om de ikke havde et job til mig.«

Selvom din profil mest består af andres billeder, begyndte du hurtigt at blive genkendt af folk på gaden. Hvordan var det?

»Det var vildt grænseoverskridende. Det synes jeg stadig, det er. Jeg har nok altid godt kunne lide at være i baggrunden. Hvis jeg for eksempel bliver inviteret til en gallapremiere, synes jeg også, det er lidt akavet. Der er skuespillerne jo de rigtig 'kendte' i mine øjne.«

Anders Hemmingsen.
Anders Hemmingsen. Foto: Morten Jerichau
Vis mere

Du er blevet spurgt, om du ville være med i 'Vild med dans'. Hvorfor sagde du nej?

»Fordi jeg helst ikke vil udstille mig selv. Det lyder måske også lidt egoistisk, men jeg tror, de har mere brug for mig, end jeg har brug for dem. De vil sikkert gerne i kontakt med de unge, og der er jeg en god platform. Men jeg har ikke brug for mere omtale, end det jeg allerede har.«

Hvornår begyndte din Instagram-profil at blive en forretning for dig?

»Min første kampagne var for Profiloptik, da jeg var kommet over på Metroxpress. Der fik jeg et par tusind kroner, hvilket var helt vanvittigt. Jeg kan huske, jeg skulle ind og hente et par briller og kom så til at gå ind i Synoptik og sagde, at det var mig fra Instagram. Det var så akavet.«

Hvad tager du for et opslag i dag?

»Det vil jeg helst ikke sige. Jeg vil sige, jeg kan få en god månedsløn for et billede.«

Hvorfor er du stadig på B.T.? Du kunne tjene flere penge på at være selvstændig.

»Jeg er oldschool. Jeg er 33 år og vil gerne have en hverdag, morgenmøder og en fredagsbar. Jeg tror, jeg ville blive skør af at sidde hjemme. Jeg var syv år i DR, og der var jeg også vant til at møde ind om morgenen. Jeg tror også, det giver en form for inspiration at sidde på B.T., møde mennesker og få nogle nyheder ind, som kan omformes til min profil. Jeg har også mit eget management herinde.«

Har du regler for, hvad du ikke vil reklamere for?

»Sugardating. Og gambling og alkohol. Selvfølgelig har forældre et ansvar for, hvad deres unger ser på. Men jeg valgte engang at stoppe en kampagne for gambling, da mine følgere begyndte at skrive til mig om det - og der kunne jeg godt se, at det måske ikke var så godt. Det skal helst være ting, man kan stå inde for. Og helst store virksomheder, der har et godt ry.«

Hvad har din profil givet dig af frynsegoder?

»Jeg får tilbudt rigtig mange ting: rejser, biler og tøj. Det lyder jo godt, men de forventer jo også noget tilbage. Jeg siger normalt ikke ja til så meget.«

Oplever du, at folk er begyndt at vil udnytte dig?

»Der er mange komikere, der laver videoer egnet til min profil i håb om at komme på og få nogle følgere. Det er min teori i hvert fald. Jeg nævner ikke nogen navne, men der er mange, der dagligt er aktive i min indbakke. Jeg tror, jeg er ret god til at se igennem tingene og ikke lade mig forføre, hvis det er en kendt person. Det skal kunne fungere på profilen.«

For nylig blev du i en blog sat i forbindelse med racisme. Hvordan forholder du dig til det?

»Han (bloggeren, red.) nævnte tre eksempler. F.eks. et billede af to unge drenge - den ene en mørk fyr - hvor der bliver holdt en vaske-skrubbe-ting op til håret, fordi det har samme udtryk. Det var drengene, der selv havde sendt det ind. Ofte ligger der en historie forud. Selvfølgelig er der problemer derude - og det er ikke fordi, jeg lukker øjne og ører for kritik, men nogle gange er de lidt for opfarende, og jeg har en ide om, at de også selv prøver at få noget omtale på baggrund af noget, der ikke rigtig eksisterer hos mig. Når man har en stor profil, kan man ikke få alle med, men jeg lytter da til, hvad folk siger.«

Er der nogle ting, som du lagde op for fem-seks år siden, som du ikke vil lægge op i dag?

»Helt sikkert. Jeg er jo også bare en fyr fra Værløse, der har fået adgang til en masse mennesker. Jeg har ikke en uddannelse i, hvad der er rigtig og forkert. Så selvfølgelig lærer man hen ad vejen.«

Anders Hemmingsen.
Anders Hemmingsen. Foto: Morten Jerichau
Vis mere

Folk kan også være efter dig i forhold til rettigheder. Hvor meget tænker du over, om folk har rettigheder til de billeder, de sender til dig?

»Jeg spørger næsten altid, om det er deres, om det er deres venner, der er med, og hvor de har fået det fra. Hvis der er børn med, spørger jeg også, om det er okay med forældrene. Jeg prøver at gøre så meget arbejde som overhovedet muligt, inden jeg slår noget op.«

Hvad gør du så hvis du lægger noget op, der ikke skulle have været oppe?

»Hvis der skulle være noget, så tager jeg dialogen, og så finder vi normalt altid en løsning, og ellers sletter jeg det bare igen. Hvis en person skriver til mig, at han er ked af det, så går det mig på en hel dag. Men det er super svært. Jeg prøver virkelig at gøre alt, hvad jeg kan for at finde de rette ejermænd. Og det er faktisk sjældent, at jeg må slette noget på baggrund af rettigheder.«

Hvorfor fejrede du din første million følgere med et fly og et takke-banner over Randers? (SE VIDEOEN ØVERST)

»De har været en del af rejsen. De var med til at skabe noget genkendelse på min profil i starten. Det er bare ærgerligt, at der næsten ikke er nogen, der har set det. Jeg regnede med, at det ville vælte ind, men jeg har kun modtaget fem beskeder, haha.

Det var noget med at Randers' borgmester ikke var så glad for, at du lavede sjov med dem?

»De var ret sure på mig, men det var jo altid med et glimt i øjet. Hvis jeg var dem, havde jeg grebet bolden og selv lavet jokes om dem selv, for så havde det ikke været så sjovt for mig og mine følgere. Men alt godt herfra. Jeg har været i Randers og overlevede 24 timer.«

Hvordan er det at nå en million?

»Det er mange mennesker, og det ser vildt ud, når man kigger på profilen, men jeg er ret dårlig til at fejre sådan noget. Jeg er alt for meget nede på jorden. Jeg er allerede videre.«

Hvad gør du, hvis Instagram lukker?

»Så må jeg finde på noget andet. Så kaster jeg mig over TikTok eller vender tilbage til økonomiafdelingen.«

Er det noget, der bekymrer dig? Du har jo ikke kontrol over det?

»Ja, jeg ved jo ikke, hvem min chef er. Det er mega noieren. Men det er også lidt fedt, at man lever dag til dag, og derfor skal gøre sig umage. Det er jo desværre bare en del af det.«