'Det er muligt, at forfatterne har haft det morsomt undervejs, men skal man som læser have det tilsvarende sjovt, vil det nok kræve en skål med euforiserende stoffer.'

Sådan lyder Berlingskes kulturredaktørs bedømmelse af den nyligt udgivne bog 'Helle Erobreren', som Anna Sophia Hermansen desuden kvitterer med én enkelt stjerne ud af seks for.

Hun er ikke imponeret.

Bogen er skrevet af tegner, forfatter og filminstruktør Anders Morgenthaler og forfatter Marie Louise Tüxen. De er ikke begejstrede for den ene stjerne, men de er heller ikke overraskede.

»Vi har hele tiden vidst, at en bog som denne her vil splitte vandene,« siger Anders Morgenthaler og fortsætter:

»Vi vil gerne skrive noget, der er sjovt og underholdende, hvor man ikke behøver at drikke fem liter rødvin for at tage sig sammen til at læse det.«

Bogen handler om slagtermesteren Helle Erobreren, som udgiver sig for at være kirurg på Nykøbing F. Sygehus for at vinde sit liv og sin datters stolthed tilbage, efter hun mister sit job.

Og det faldt altså ikke i god jord hos Berlingskes litteraturanmelder.

Forfatter Marie Louise Tüxen.
Forfatter Marie Louise Tüxen. Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere

'Ethvert antræk til alvor nakkeskydes sekundet efter af spøjse indfald og ender i jokes om afføring, sennepsglas i endetarmen og sure tæer,' skriver hun.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at gråd og melodrama altid har haft højere status - vi er opdraget til at tænke, at hvis det skal være godt, skal det være mørkt,« siger Marie Louise Tüxen.

Anders Morgenthaler er enig.

De synes, at anmelderen læser bogen fra et alt for elitært synspunkt og med helt forkerte forventninger.

Anders Morgenthaler, tegner, forfatter og filminstruktør.
Anders Morgenthaler, tegner, forfatter og filminstruktør. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

»Det er jo en sjov bog - vi vidste godt, at nogle ville synes, den var for vanvittig,« siger han.

Han understreger, at de altså også har fået gode anmeldelser.

»Den her slags anmeldelser må vi tage som et par dannede champs,« følger Marie Louise Tüxen op.

Bogen er udgivet den 11. april i år og er den første i en serie på tre bøger.