»Livsstilscoach, firstmover, selvhjælpsguru, ernæringsekspert, krystalhealer, hestehvisker, åndemaner, lykkejæger, regnbuefanger, vægtvogter, stifinder, flottenheimer med baggårdspuma i ascendanten samt autodidakt indretningsarkitekt.«

Ja, titler har Anders Matthesen givet sig selv nok af i beskrivelsen af sin kommende bog 'Livsstil er en livsstil', hvor han springer ud som livsstilsekspert.

I lang tid har man på komikerens Instagram kunnet følge ham, hvor han i små videoer har indtaget rollen som 'coachen' og uddelt livsråd om både stort og småt.

Det er med udgangspunkt i dette, at han nu har kastet sig over forfattergerningen.

»De sidste tre-fire år har jeg jo haft en stor betydning som coach for en masse mennesker på Instagram, og folk har dyrket mine videoer og på den måde fået et bedre liv,« siger komikeren til B.T.

»Så derfor har jeg nu, på utallige opfordringer, tænkt, at det er tid til at samle alt den her livsvisdom i et hovedværk, så folk bare kan få den helt enkle vej til lykken.«

Hvis man går ind på Danmarks største bogportal, Saxo, og søger på 'livsstil', kommer der 844.337 produkter op. Og Anders Matthesen er da bekendt med, at der i forvejen er skrevet en god portion bøger om emnet.

Spørgsmålet er så, hvorfor Anders Matthesen – eller coachens – livsstilsbog er at foretrække frem for de mange andre, der er på markedet.

»Jeg må jo bare påstå, at de andres er noget smøreri,« lyder det fra Anders Matthesen om de andre livsstilsbøger på markedet.
»Jeg må jo bare påstå, at de andres er noget smøreri,« lyder det fra Anders Matthesen om de andre livsstilsbøger på markedet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg må jo bare påstå, at de andres er noget smøreri, at de er falske profeter. Selvfølgelig har jeg snuset lidt til, hvad nogle af de andre skriver, men som 'coachen' også skriver i sin bog: 'Jesus var okay, der var bare for meget snak'. 'Coachen' er ikke for stor til at se, hvad de andre har fiflet med, men det her er de vises sten, det her er nøglen til lykken.«

Anders Matthesen forklarer, at bogen er en lang opremsning af, hvordan man skal leve sit liv. Det er en bog, der helt klart fortæller, hvad der er rigtigt og forkert, og den er fuld af moralske budskaber og klippefaste svar, der ikke kan rokkes ved.

Bogen kommer også til at dække 'det indre liv' med meditationsguides og hjælp til, hvordan man sætter sig mål i livet.

Nu kunne man måske foranlediges til at tro, at Anders Matthesen, der har skabt en karriere på at være sjov, udelukkende gør sig vittig på bekostning af hele selvhjælps- og livsstilsbranchen. Men sådan er det altså ikke. Til spørgsmålet om, hvorvidt bogen har reelle, gode råd, er svaret da også klart.

»Den har ikke andet.«

Som kommende livsstilsekspert sætter Anders Matthesen sig også i en position, hvor han pludselig kan blive relevant som den ene af de to eksperter i DR-programmet 'Kender du typen?'

Komikeren er dog ikke sikker på, at det er den vej, han skal nedad.

»Det kan være, at jeg måske skal have mit eget coaching tv-program, hvor jeg laver kurser forskellige steder i verden. Det kunne være i Maldiverne, Mauritius eller Grønland. Det skal bare ikke være Skjern. Der må godt ske en lille smule.«

Bogen 'Livsstil er en livsstil' udkommer på forlaget Gyldendal 10. oktober.