Selv om han har lavet hit på hit, kan Anders Matthesen stadig blive overrasket, når hans ideer modtager varm respons blandt danskere.
Med tre videoer og en halv million visninger på de sociale medier har Anders Matthesen fået folk til at more sig på stribe med alternative duetter med en ung engelsksyngende rapper.
En idé, der opstod meget ud af det blå. Det siger Anders Matthesen til B.T.
»Jeg faldt tilfældigt over en eller anden raptype på TikTok, der opfordrede folk til at duette ham – altså fylde hullerne i hans rap ud. Som gammel battlerapper var det jo ikke til at stå for.«

»Jeg synes altid, det er herligt, når folk hygger sig med de ting, jeg laver.«
Duetterne på Instagram og Facebook foregår således, at rapperen kommer med sin egen rap. Efter hver sætning tager Anders Matthesen over og rapper sarkastiske sætninger om, hvad rapperen siger eller gør.
Kommentarerne er alle rettet mod den unge rapper og udtrykkes med samme rytme og melodi, som rapperen selv lige har rappet.
Ikke nok med, at det glæder Anders Matthesens følgere at se, så glæder det også ham at lave noget, der læner sig op ad hans arbejde i en ellers svær coronatid.
»Jeg sidder jo bare hjemme for tiden og laver 'Ternet Ninja 2' per videokorrespondance.«
»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg savner mit publikum og savner at optræde. Jeg får i ny og næ lidt afløb ved at lave lidt spas på de sociale medier.«
Omvendt siger Matthesen også, at den positive respons kommer en smule bag på den garvede komiker.
»Ja, lidt. Men folk keder sig åbenbart lige så meget, som jeg gør,« siger han.

Og hvis du sidder og håber en smule på, at 'Anden' fortsætter sine duetter, så er det muligvis ikke uden grund.
»Altså, jeg gør mig aldrig overvejelser om, hvad der skal ske på de der sociale medier. Jeg laver bare noget, der virker sjovt i øjeblikket – når det så ikke er sjovt mere, så stopper jeg.«
»Men folk råber jo på mere i kommentarerne, og jeg har da været inde på ham der Tokes (rapperen, red.) side og set, at der lå en enkelt duet mere, som jeg ikke har lavet. Så mon ikke der er basis for en round 4 på et tidspunkt.«
Det er planen, at Anders Matthesens næste film, 'Ternet Ninja 2', får premiere 7. oktober 2021.