Anders Matthesen  blev ved årets Zulu Comedy Galla show i Københavns Operahus af danskerne kåret som årets komiker.

Søren Rasted var vært ved årets show, der bød på flere opsigtsvækkende indslag.

For det første valgte Aqua-manden at hylde Michael Jackson med en optræden, hvor scenen blev fyldt med små dansende børn i hvide skjorter.

Derudover fik han sammen med Lene Nystrøm og Rene Dif smadret Lady Gaga og Bradley Coopers romantiske ballade 'Shallow' med et åbningsnummer, der nok skal få seernes lattermuskler på overarbejde, når det vises på tv søndag.

Den fiktive digter Veronika Katinka fra 'Den korte radioavis' kiggede også forbi og fremlagde et 'erotisk' digt, hvilket publikum i salen godt oppe at køre over.

Den lille talentpris - hvor der medfølger en check på 100.000 kroner - gik til Mads Holm, der virkede meget rørt og ikke havde overskud til den store takketale.

Men hovedprisen som årets komiker 2019 gik altså til Anders Matthesen der var nomineret sammen med Lasse Rimmer, Simon Talbot, Mick Øgendahl, Frank Hvam og Mark Le Fevre.

Zulu Comedy Galla kan ses på TV2 Zulu på søndag.

Læs interview med vinderen på BT.dk fredag.