Tomme Coca-Cola Zero-dåser her og der, og Anders Matthesen knapper endnu én op til samlingen. Hans vejrtrækning er hurtig. Der er mange ting at se til, mange ting, der endnu ikke er faldet på plads inden showet.

»Jeg kan godt både blive stresset og vred, men jeg synes aldrig, jeg går og gylper surt af mig uden grund. Så skal jeg være utroligt stresset,« siger han.

Langt ude et sted i Brøndbyvesters periferi, i en stor, grå betonbygning, der tidligere fungerede som højspændingslaboratorium, står Anders Matthesen og får syet sine bukser til af en skrædder.

Der er her, han øver til det helt store festfyrværkeri af et show, der bliver skudt af i Royal Arena og Boxen i Herning i slutningen af måneden.

Anders 'Anden' Matthesen fejrer sit 25-års jubilæum som komiker med megashow i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning.
Anders 'Anden' Matthesen fejrer sit 25-års jubilæum som komiker med megashow i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ifølge ham selv bliver hans 25-års jubilæumsshow mere som et dj-sæt af singler, der bliver spillet, end et album.

Altså lidt uden den røde tråd – men med en masse gøgl. Hvilket ikke er noget, han har gjort sig i siden sit første onemanshow, 'Hvad snakker du om?', i 2000.

Hans umiskendelige stemme giver genklang ud i de enorme rum, og da buksesituationen er håndteret, bevæger han sig op ad trappen med hastige skridt og med sin mørke lædertaske og vamsede sweater under armen.

»Jeg synes altid, jeg skylder«

Han fortæller, at det godt kan være, at han til tider er en dårlig ven, fordi han er lidt mere travl end andre. Men han er ked af, at der er mange, der får det indtryk af ham på forhånd – at han bare er en fortravlet komiker, der er svær at nærme sig:

Portræt af Anders Matthesen i anledning af hans kommende 25-års jubilæumsshow i Royal Arena.
Portræt af Anders Matthesen i anledning af hans kommende 25-års jubilæumsshow i Royal Arena. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Der er nogle gange, hvis jeg deltager i projekter, hvor jeg kan mærke, der er nogle, der danser uden om mig. Sådan lidt 'Anders, du må bare sige til, hvis du har travlt'. Eller siger 'Tak', hvis jeg gør et eller andet, som jeg skal gøre,« siger han og lægger tryk på 'skal'.

»Jeg tror måske, folk tænker, jeg er sådan en bestemt type.«

Generelt tænker Anders Matthesen ekstremt meget over, hvordan andre opfatter ham, og hvordan han fremstår i selskab med andre:

»Hver gang jeg har været til en familiemiddag eller en sammenkomst – bare generelt hver gang jeg har været sammen med nogen – tænker jeg 'Snakkede jeg nu for meget om mig selv? Fik jeg nu spurgt ind? Nu glemte jeg, hvad hans søn hed'. Jeg synes altid, jeg skylder.«

Portræt af Anders Matthesen i anledning af hans kommende 25-års jubilæumsshow i Royal Arena.
Portræt af Anders Matthesen i anledning af hans kommende 25-års jubilæumsshow i Royal Arena. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Når han står på scenen og gør sin ting, virker han notorisk selvsikker og urokkelig, når han lader jokes og replikker flyde ud over scenekanten og ud til publikum.

»Jeg synes, jeg har lavet mange fejl«

Men bag den selvsikre, professionelle skal er der et menneske, der ser sig selv som helt uhyrlig fejlbarlig.

»Der er mange punkter, hvor jeg ikke synes, jeg er et særligt godt menneske. Når jeg kigger på mit liv, tænker jeg, jeg synes, jeg har lavet mange fejl, egentlig. Der er mange ting, jeg kunne ønske at lave om,« siger han.

Han fortæller, at han hver dag ser tilbage og tænker på, hvad han kunne have gjort bedre, for – som han siger – 'hvis man vil være lidt bedre i morgen, er man nødt til at kigge på, hvordan dagen i dag er gået'.

Anders 'Anden' Matthesen fejrer sit 25-års jubilæum som komiker med megashow i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning.
Anders 'Anden' Matthesen fejrer sit 25-års jubilæum som komiker med megashow i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Og så prøver jeg nogle gange at trøste mig med at sige 'Nå, men, jeg tænker dog i det mindste over det, så det må da være, fordi jeg et eller andet sted dybest nede gerne vil være ordentlig,« siger han.

»Og så er man pludselig en arrogant idiot«

Og ordentlig forsøger Anders Matthesen også i den grad at være, når han møder fans i sin hverdag.

Det er meget sjældent, at der er en dårlig kontakt – men det hænder dog:

»Hvis jeg har en dårlig kontakt, så plejer det ikke at være mig, der bringer den til torvs,« siger han og uddyber:

Anders 'Anden' Matthesen fejrer sit 25-års jubilæum som komiker med megashow i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning.
Anders 'Anden' Matthesen fejrer sit 25-års jubilæum som komiker med megashow i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hvis nogen møder mig på en uhøflig måde, så får de svar på tiltale. Og dér er der mange, der tænker 'Nå, dit arrogante svin'. Og jeg tænker 'Det var dig, der startede'.«

Han fortæller, at han gør en dyd ud af altid at være høflig over for alle, han møder, og derfor ærgrer han sig over, når der alligevel opstår situationer, hvor han bliver stemplet som et overlegent fjols.

»Hvis nogen siger 'Det er et fedt show, du har lavet', så siger jeg 'Tusind tak', hvortil de kan svare 'Nøøh, det har du hørt hundrede gange før'. – 'Okay, men jeg siger stadig tak',« siger han og afslutter:

»Det er den rigtige opførsel. Hvis vi skal til at skændes over, om jeg bliver oprigtigt glad, så begynder jeg bare at blive sådan lidt 'Så luk røven med det, du vil sige'. Og så er man pludselig en arrogant idiot – eller hvad man nu er.«