En ny børnepodcast ser dagens lys.

Den 58-årige tv-vært, journalist og nu også børnepodcastvært Anders Lund Madsen hiver nemlig sin niårige søn Modig med i studiet, hvor de skal producere podcasten 'Wissen Wassen'. Hver uge vælger Anders Lund Madsen et højaktuelt emne, som Modig skal blive klogere på.

»Ideen er at få forklaret almene ting, så en niårig kan forstå det. Det skal være noget, som voksne taler om, hvor børn tænker ‘hvad fanden snakker de om?’, og det kunne for eksempel være minksagen,« fortæller Anders Lund Madsen til B.T.

Og lad os bare holde os til minksagen. For det var det Modig valgte som emne, da han fik valget mellem det eller klimatopmødet i Glasgow.

»Det foregår sådan, at jeg så afhører Modig om, hvad han ved om minksagen, og det viste sig selvfølgelig, at han ved ikke en skid om det,« siger Anders Lund Madsen.

I hvert program skal Anders Lund Madsen så have fat i en ekspert, der kan forklare Modig, hvad et givent emne går ud på.

I forbindelse med at få udlagt minksagen tog Anders Lund Madnse fat i Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret, hvor han på fem minutter skulle forklare Modig, hvad det gik ud på.

»Jeg tvang min dreng til at høre forklaringen, og så kunne jeg høre ham ad bagefter, om han fattede det. Bagefter kunne jeg så konstatere, at han vidste en smule mere om sagen,« siger Anders Lund Madsen.

Anders Lund Madsen indrømmer, at det kan være svært at få en ekspert til at udlægge sagen for børnene.

»Udfordringen består ikke i at finde en, der ved meget om noget. Udfordringen består i at finde en, der kan forklare det, de ved, så en niårig kan forstå det. Det er sindssyg svært,« siger Anders Lund Madsen

For Anders Lund Madsen er formålet med podcasten meget klar.

»Min mission er at få gjort min kvikke dreng endnu kvikkere, og så håber jeg da, at der er andre, som kan nyde frugterne af det arbejde, siger han.

Første afsnit udgives fredag hos 'Talk Town Kids'.

Andre læser også