Han har prøvet det seks gange før, og nu kan han gøre det igen: Kalde sig nybagt far.

Anders Lund Madsen og hustru Karin Prehst Lund Madsen bød sidste lørdag en lille ny datter velkommen til verden.

Det afslører hustruen i et opslag på Instagram, hvor hun også har delt et billede af samtlige af parrets fire fælles børn:

Modig på otte år, Stærk på seks, Fri på tre og Vild på lidt over en uge.

'Og med ét blev tre til fire!' skriver hun til opslaget, hvor hun fortæller, at hun som vanligt fødte derhjemme, hvor de tre store børn desuden var til stede.

'Anders var fødselshjælper, og Modig og Stærk klippede navlestrengen. Fri legede med Brio, imens Vild gjorde sin entre på fineste maner – og minsandten om ikke hun er en lille pige.'

Parret kendte ikke på forhånd kønnet på den lille, for som Anders Lund Madsen tidligere grinende har beskrevet det overfor B.T.:

»Det er det sidste, der er en overraskelse her i verden.«

Forløsningen kom så forrige lørdag. Selve fødslen gik godt – og hurtigt – beskriver Karin Prehst Lund Madsen på Instagram.

'Jeg er fyldt af taknemmelighed over min flok, min krop og mit liv. Tænk at jeg har fået lov til at være så heldig. Jeg er for evigt taknemmelig.'

Anders Lund Madsen har desuden tre andre børn fra sit tidligere forhold.