Onsdag kunne journalist og politisk kommentator Anders Langballe overtage en ny lejlighed midt i København. 

Han flytter dog ikke ind i den alene - for han har fundet kærligheden på ny, skriver ugebladet Se og Hør.

Den tidligere politiske redaktør på TV 2 danner nemlig par med advokaten Mette Vestergaard Huss, der også er udpeget som dommer i Rigsretten.

Se og Hør oplyser, at parret har bekræftet købet af lejligheden, der ligger i indre København, ligesom de har bekræftet deres forhold.

Derudover har de dog ikke yderligere kommentarer, lyder det.

Anders Langballe var politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 blev ramt af en blodprop i hjernen.

Efter intens genoptræning, hvor han måtte lære at tale og skrive igen, vendte Anders Langballe i 2021 tilbage til arbejdsmarkedet. I dag er han en del af podcasten 'Borgen Unplugged'.

Anders Langballe har tidligere været gift med Anette Sønderby, som han har to børn med. Ægteparret blev skilt for fire år siden.