En familieferie til New York endte yderst dramatisk for Anders Langballe.
Det afslører TV 2's tidligere politiske redaktør i sin nye bog, 'Forfra', der udkommer mandag.
I bogen fortæller Anders Langballe, at han i efterårsferien 2019 rejste til USA med sin kæreste gennem 18 år, Anette Sønderby, og deres to børn.
Selvom det kun var et lille år efter, at Langballe havde været døden nær på grund af to blodpropper i hjernen, gik ferien over al forventning… indtil næstsidste dag.
Her havde den lille familie været ude at se Frihedsgudinden, hvorefter de satte kursen mod en café for at spise frokost.
På vej hen til caféen blev Langballe dog svimmel og faldt om med kramper.
Herefter kom der en helikopter for at flyve den politiske redaktør på hospitalet for det, der siden viste sig at være et epileptisk anfald. En efterreaktion på blodpropperne.
»Begge børn var opløst i gråd,« skriver Anders Langballe i bogen og fortæller, at helikopterlægen heldigvis var 'fantastisk' og 'empatisk' og formåede at forklare børnene, at deres far nok skulle blive okay igen.
'Skrækkeligt hospitalsophold': Måtte tisse i flaske
Opholdet på hospitalet var dog ikke lige så fantastisk som helikopterturen.
»Hospitalet var skrækkeligt,« skriver Langballe i sin bog og sætter ord på hvorfor:
»Ved siden af mig lå en mand, der tilsyneladende var blevet skudt i benet, og hvor blodet så ud til at flyde ud endnu. Jeg blev aldrig klar over, hvad der var sket, men der kom flere ind med skudsår på den traumeafdeling, og politiet var til stede i stor stil.«
Anders Langballe fortæller endvidere i bogen, at politiopdækningen betød, at han ikke måtte forlade sin hospitalsstue – heller ikke, da han skulle tisse, og derfor måtte han tisse i en flaske.
På grund af det epileptiske anfald og den efterfølgende indlæggelse kunne Anders Langballe og familien ikke rejse hjem som planlagt.
De måtte blive på hospitalet i to dage, før de endelig blev sendt hjem til Danmark – med en hospitalsregning på 145.000 kroner.