I november 2018 blev Anders Langballe ramt af en blodprop i hjernen. Nu taler han ud om forløbet i et interview med Journalisten.

Her fortæller han om det ultimatum, som han fik stille af sin kæreste Annette i 2017:

»Enten stopper du på TV 2 lige nu. Eller også stiller du krav om, at tingene bliver anderledes,« det fortæller Anders Langballe til fagbladet Journalisten.

Så under kommunalvalget i 2017, måtte Anders Langballe skrive en mail til TV 2 klokken halv tre om natten. Her fortalte han om det ultimatum, kæresten havde stillet ham.

Anders Langballe var angst og kunne ikke sove, det skriver Journalisten.

I et interview med B.T. i januar fortalte Anders Langballe om tiden efter blodproppen:

»For 14 måneder siden vidste jeg ikke, hvor jeg ville ende, jeg vidste ikke, om jeg ville have et sprog, ville blive en grøntsag, eller om jeg ville lande så godt, som jeg har gjort.«

»Jeg arbejdede konstant, og jeg kunne ikke styre det. Jeg er bare glad for, at jeg er i live.«

Anders Langballe nåede at arbejde på TV 2 i mere end 10 år, inden han stoppede i januar måned.

I en pressemeddelelse fortalte han i starten af februar, at han har fået nyt arbejde.

»Jeg glæder mig til at blive en del af holdet hos Danske Handicaporganisationer. Mit ønske er at bidrage med min faglighed efter mange år som politisk journalist tilsat nogle af mine erfaringer fra de sidste 15 måneder, hvor jeg selv har været ramt af sygdom,« sagde han og fortsatte:

»Turen gennem sundhedssystemet med professionel genoptræning har gjort et dybt indtryk på mig. Jeg vil tage det med videre til gavn for de mange mennesker med handicap og deres pårørende.«