Et af de kendte ansigter fra successerien 'Badehotellet' har valgt at trække sig og er dermed ikke at finde blandt de medvirkende i den kommende sæson.

Årsagen til, at skuespilleren Anders Juul - der i flere sæsoner har spillet karakteren Max i TV 2-serien - har valgt at trække sig, er, at han havde brug for at lave noget andet. Det fortæller han til Realityportalen.

Han understreger samtidig, at det ikke er uoverensstemmelser, der har gjort, at han ikke vil være med i år.

»Produktionen ville gerne have, at jeg var fortsat. Jeg blev i hvert fald spurgt, om jeg havde lyst til at gå videre, og det havde jeg sådan set også, men det skulle bare ikke være nu. Det passede ikke tidsmæssigt. Nu må vi se, hvordan det udspiller sig. Hvis han nu bliver erklæret død, kommer jeg nok ikke tilbage. Men jeg har ikke krævet at blive slået ihjel. Måske det er skidesjovt at vende tilbage om to sæsoner,« siger han til Realityportalen.

ARKIVFOTO af Anders Juul.
ARKIVFOTO af Anders Juul. Claus Bech

Han forklarer, at optageperioden til den populære serie 'blokerer' for, at der er plads til at lave andre ting i perioden, og han har nogle ting, som han gerne vil lave i stedet.

Han forklarer dog, at han ikke udelukker, at seerne kan få ham at se i serien igen engang i fremtiden.

ARKIVFOTO af Rosalinde Mynster.
ARKIVFOTO af Rosalinde Mynster. Uffe Weng

Anders Juul er ikke den eneste skuespiller fra serien, der ikke er at finde på rollelisten næste sæson. I foråret kom det frem, at hovedrolleindehaveren Rosalinde Mynster, der spiller stuepigen Fie, stopper.

»Jeg kommer desværre ikke til at være med i den nye sæson. Jeg elsker hele 'Badehotellet'-familien meget højt,« skrev hun dengang i en mail til B.T. og fortalte, at der nu skulle ske noget nyt.

»Jeg var meget ung, da 'Badehotellet' gik i gang og beslutningen om ikke at fortsætte bunder udelukkende i en følelse af at have fuldbragt en rolle og et kapitel i min karriere. Jeg glæder mig til at følge sæson 6, men fra den anden side af skærmen,« skrev hun.

Øverst kan du i videoen se skuespillerinden Bodil Jørgensen forud for premieren på seriens første sæson fortælle, hvad serien handler om.

Den oprindelige rollebesætning til første sæson af 'Badehotellet'.
Den oprindelige rollebesætning til første sæson af 'Badehotellet'. Katrine Emilie Andersen