Den populære instagrammer Anders Hemmingsen har god grund til at smile lidt ekstra for tiden.

Ikke, fordi det er jul, eller fordi han får ekstra mange likes på sine opslag på Instagram.

Nej, såmænd fordi han har fået en ny kæreste.

Det fortæller han i et opslag på Facebook, hvor han sidder sammen med kæresten Ninni Kjær i en stor, hjerteformet stol på Bakken.

»Jeg har sgu fået en kæreste,« skriver han.

Samme billede har Ninni Kjær delt med ordene, 'der er noget om snakken', som referer til Bakkens velkendte slogan.

Ninni Kjær arbejder som blandt andet coach, ernæringsekspert og yogalærer.

Hun slår også sine folder på Instagram, hvor hun deler ud af råd til en sundere livsstil.

Rent følgermæssigt er hun dog med sine 11.400 følgere en smule efter Anders Hemmingsen, som har hele 1,2 millioner af slagsen.

36-årige Anders Hemmingsen gik i sommer fra sin ekskæreste Julie Schoen, som han var kollegaer med på først MetroXpress og sidenhen B.T., hvor Anders Hemmingsen fortsat arbejder den dag i dag, men nu har han altså fundet kærligheden igen.