Det går godt for Anders Fogh Rasmussens internationale rådgivningsfirma Rasmussen Global Consulting.

Ifølge det seneste regnskab har man skabt et overskud efter skat på knap 1,8 millioner kroner.

Den tidligere danske statsminister grundlagde Rasmussen Global Consulting i 2014.  Han er administrerende direktør og bestyrelsesformand i virksomheden.

66-årige Fogh Rasmussen har sin datter Maria Fogh Duelund ansat i som Chief Operating Officer.

Rasmussen Global Consultings skatkiste bugner også.

Ifølge regnskabet har Anders Fogh Rasmussens virksomhed 13,8 millioner kroner i egenkapital.

Man har udbetalt omkring 6,9 millioner kroner i løn i det seneste regnskabsår hos Rasmussen Global Consulting, der i gennemsnit har haft fem ansatte i perioden.

I marts blev Anders Fogh Rasmussens virksomhed hyret som strategisk rådgiver af den danske rigmand Lars Seiers blockchainnetværk Concordium.

Det er Lars Seier selv, der skal stå i spidsen for projektet Concordium, der håndterer betalinger.

Concordium skal have tilknyttet kryptovalutaen GTU, og det er planen, at den på sigt skal afløse allerede etablerede kryptovalutaer som bitcoin og ether.

'Vores netværk vil støtte sikre valgsystemer til beskyttelse af civilsamfundets institutioner, som er fundamentale for et velfungerende demokrati. Med Anders' rådgivning vil Concordium være bedre rustet til at blive et verdensomspændende, troværdigt netværk for sikre transaktioner, især gennem en forbedring af valghandlingers integritet,' har Lars Seier Christensen sagt til Finanswatch.

Rasmussen Global Consulting har hovedsæde i København. Derudover har man kontorer i Bruxelles, Berlin, Washington. London, San Francisco og Kiev.