Showet 'Linde & Breinholt – En slags forestilling' med Anders Breinholt og Sofie Linde skulle have haft premiere i begyndelsen af det nye år.

Men sådan bliver det ikke. Det skyldes, at 47-årige Breinholt tidligere på ugen valgte at trække sig fra showet grundet overanstrengelse.

Nu fortæller tv-personligheden på sin Instagram-profil, hvad den kommende tid i stedet skal gå med:

'Hvad jeg skal? Jeg skal, som på billedet, slappe af og nyde julen og nytåret med min dejlige familie,' skriver Anders Breinholt blandt andet.

Breinholt bruger ligeledes sit opslag til at takke alle de mennesker, der har sendt beskeder til ham, efter han måtte trække sig:

'Af hjertet 1000 tak for alle de mange og virkelig søde beskeder ifb. med at jeg desværre har været nødsaget til at trække mit engagement i showet med Sofie.'

47-årige Anders Breinholt tager det altså med ro den kommende tid, men der går alligevel ikke længe, før vi ser ham på skærmen igen:

'Vi ses i fjernsynet lige om lidt,' skriver han afsluttende.

Selvom Breinholt har valgt at trække sig fra showet, så får det alligevel premiere 16. januar på Aveny-T i København.

Det skyldes, at Rasmus Bjerg vikarierer for Anders Breinholt, og showet skifter derfor også navn til 'Linde på Bjerget – Et tomandsshow'.

Og det er Anders Breinholt meget tilfreds med:

'Rasmus Bjerg er en kæmpe kammerat, der sammen med Sofie vil lave et endnu bedre show, som har premiere den 16 januar.'