'Alt godt kan have en ende! Og det er lige præcis sådan, det er med mig og Pineapple.'

Anders Breinholt melder ud på Instagram, at han fra første januar 2023 ikke længere skal være ansat i sit eget firma Pineapple.

'Jeg har efter mange lange og modne overvejelser besluttet mig for at sige pænt farvel til det firma, som jeg sammen med Ricco (Wichmann, red.) og Banijay (produktionsselskab, red.) skabte for næsten ti år siden,' lyder det fra tv-værten, der lige nu er aktuel med 'Breinholts julekalender' på Viaplay.

Han skriver i opslaget, at han er glad og beæret over de mange år og de mange mennesker, han har mødt gennem sit arbejde.

'Det har været ti helt igennem fantastiske og lærerige år, og jeg kan næsten ikke udtrykke nok taknemmelighed for alle de kollegaer/medarbejdere, jeg har haft i min tid i Pineapple. Uden dem Intet Pineapple.'

Anders Breinholt er stadig medejer, men kun indtil han kan få afsat sin del af firmaet.

'Jeg har også valgt at afhænde min ejerandel i Pineapple Entertainment – den er dog endnu ikke afsat/afsluttet, så indtil dette er sket, er jeg stadig medejer, men ikke ansat.'

Tv-værten skriver ikke, hvad han nu skal bruge sin tid på, men han vil opdatere sine følgere i 2023.

'Fremtiden ser heldigvis lys og skøn ud, og den byder på masser af indhold, der skal udvikles, og masser af indhold, som mit smukke ydre skal være afsender på. Det glæder jeg mig rigtigt meget til at vise jer allesammen. Meget mere om det i 2023.'

Anders Breinholt startede firmaet i 2012 og har sammen med sine samarbejdspartnere skabt flere succeser som 'Natholdet', 'Diamantfamilien' og 'Zulu Awards'.