Anders Agger er sprunget ud som skuespiller.

Af samme grund dukkede den 58-årige tv-vært op til gallapremieren på Hella Joof-filmatiseringen 'Meter i sekundet', hvori han spiller sig selv, der giver gode råd til københavneren Marie, der flytter til Vestjylland for sin kærestes nye job, men har svært ved at finde sig til rette.

Selv er Anders Agger nemlig blevet synonym med det vestjyske efter et ungdomsliv i området og efterfølgende årtiers bosættelse i Ringkøbing.

Men i sommer flyttede han faktisk fra vestkysten til østkysten i kærlighedens navn.

»Lissa har altid sagt, at hun vil gerne tilbage til Aarhus, hvor hun er fra. Og jeg har jo bare slået det hen og sagt, at det var fint,« fortæller Anders Agger om ekskonen Lissa, som han for knap fem år siden fandt sammen med igen.

»Så blev det taget op igen, og det er meget nemt bare at blive boende, når man har det godt, og så var vi enige, at nej, måske skal vi udfordre alt, hvad der ligner vanetænkning, og så valgte vi at flytte.«

I juni flyttede tv-værten nemlig fra sit mangeårige røde parcelhushjem i Ringkøbing og om til en større gul murstensvilla i Aarhus-bydelen Højbjerg sammen med sin seks år ældre kæreste.

Og heldigvis har det stadig efter et halvt år vist sig at være »en meget, meget fin beslutning«.

Tv-vært og dokumentarist Anders Agger.
Tv-vært og dokumentarist Anders Agger. Foto: Peter Clausen
Vis mere

»Det har været nemt. Det er en time og ti minutter væk, og der er ikke tidsforskel, og jeg føler på en eller anden måde stadigvæk, at jeg er fuldblodsringkøbingenser, jeg bor bare i Aarhus – af mange grunde, blandt andet fordi jeg arbejder der,« fortæller DR-værten.

Lissa fik altså opfyldt sit ønske om at vende tilbage til barndomsbyen, og parret er faldet godt på plads i deres nye hjem et stenkast fra AGFs træningsbaner.

Men derfor kan Anders Agger dog stadig godt gå og fantasere om en gang at vende tilbage og få vestjysk sand under fødderne.

»Jeg kan høre mig selv sige, at jeg egentligt gerne vil tilbage, når jeg bliver virkelig affældig og begynder at lugte en lille smule, så kan det godt være, de bare skal lade mig sidde på en eller anden bænk, Peter A.G.-agtigt og bare kigge ud over vandet og drikke rødvin,« siger tv-værten med et grin.

Anders Agger ved vestkysten nær sin hjemstavn Ringkøbing. I sommer rykkede han halvanden time tværs over til den jyske østkyst i Aarhus.
Anders Agger ved vestkysten nær sin hjemstavn Ringkøbing. I sommer rykkede han halvanden time tværs over til den jyske østkyst i Aarhus. Foto: Mingo Nørager
Vis mere

For han får nok ikke lokket kæresten Lissa med tilbage til Ringkøbing igen.

»Det tror jeg ikke, jeg får gjort, så det kan være, der er en kæmpe skilsmisse undervejs, det ved jeg ikke,« lyder det med et skævt smil fra Anders Agger.

I første omgang er det altså det østjyske, der skal have en chance – i hvert fald indtil den nyudklækkede skuespillerkarriere tager fart.

»Jeg tror, det bliver Aarhus herfra, men jeg aner det ikke,« siger Anders Agger.

»Men på den anden side, så står Hella Joof lige der, og min karriere kan jo tage et helt andet ryk, så jeg kan jo ikke afvise, at jeg ender et sted i udlandet!« joker han til slut.

Journalist Anders Agger, DR. Her fotograferet hos DR i Aarhus.
Journalist Anders Agger, DR. Her fotograferet hos DR i Aarhus. Foto: Claus Fisker
Vis mere

For onsdagens gallapremiere på Hella Joofs filmatisering af Stine Pilgaards roman 'Meter i sekundet' er som bekendt den første officielle visning af Anders Aggers med egne ord »overraskende« skuespillerdebut.

Alligevel påtænker han dog nok mest at fortsætte som tv-vært og dokumentarist.

»Jeg tror ikke, jeg havde set det komme, og jeg tænker heller ikke, det er et klassisk karriereskifte – har jeg fire og en halv replik, når det går vildt for sig?« joker Anders Agger.

»Havde det været for fem år siden, så havde jeg nok sagt nej, men da Stine Pilgaard og Hella Joof insisterede på at drikke vin og snakke om det, så kunne jeg jo godt se, at det var mest praktisk, at det var mig, der spillede den der form for type, der hedder Anders Agger i filmen.«