Skuespilleren Debra Messing affyrede tirsdag en lang tirade af tweets rettet mod den amerikanske præsident Donald Trump.

Den 52-årige stjerne fra 'Will & Grace' har gennem længere tid set sig ond på præsidenten, og tirsdag lancerede hun sit hidtil største angreb.

Stjernen delte en video, der linker Donald Trump til finansmanden Jeffrey Epstein, som før sin død i 2019 stod over for alvorlige anklager om menneskehandel og overgreb mod mindreårige piger.

»Trump er et rovdyr,« skrev hun og ledsagede opslaget med hashtagget #pedotrump.

Donald Trump har gentagne gange afvist at være venner med Jeffrey Epstein, men i bogen 'The Grifters Club', der udkom tidligere i år, kom det frem, at Epstein var medlem af Donald Trumps Mar-a-Lago-klub.

Han var medlem i en årrække frem til 2007, hvor han blev smidt ud, fordi han lagde an på et andet medlems teenagedatter.

Debra Messings pædofili-tirade mod Trump kommer, efter Donald Trumps søn Donald Trump jr. i weekenden udsendte et meme på Instagram, der kæder Trumps modkandidat Joe Biden sammen med pædofili.

Senere tirsdag udsendte Debra Messing så en række tweets, hvor hun kædede Trump sammen med pædofili og forsøgte at sprede hashtagget #pedotrump.