For to år siden hængte Amin Jensen et stort lysskilt op foran sit hus. Søndag havde det to års fødselsdag.

»Vi fejrede det med Shubidua coverbandet Shubiforsjov, ballonmand, pølsevogn og en masse andet sjov,« fortæller Amin Jensen, da B.T. taler med ham.

Han havde valgt at fejre fødselsdagen mellem klokken 12-14, og inviterede først fans og tilhængere på Facebook cirka en halv time før, festen gik i gang.

»Jeg ventede til en halv time før med at lægge det ud på min Facebook-side. Det gjorde jeg, for at der ikke kom for mange mennesker, og så man ikke kunne nå at klage tids nok til at få festen lukket,« siger den 49-årige stand-up komiker og skuespiller.

Amin Jensen har sat et billboard op ved sit hus ud til Gammel Køge Landevej i Hvidovre. På grund af naboklager kører der lige nu en sag om, hvorvidt skiltet får lov at blive stående.
Amin Jensen har sat et billboard op ved sit hus ud til Gammel Køge Landevej i Hvidovre. På grund af naboklager kører der lige nu en sag om, hvorvidt skiltet får lov at blive stående. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Klaget blev der dog. 20 minutter før klokken slog 14, kom der en politibil kørende med to betjente i. De havde fået besked på at lukke festen ned efter klager fra Hvidovre Kommune, som Amin Jensen bor i.

»De var meget søde. Vi lavede et forlig med dem, hvor vi aftalte at bandet spillede et sidste nummer, før vi lukkede ned,« siger Amin Jensen.

Han fortæller, at de havde tilbudt de to betjente at deltage i festlighederne og også tilbudt dem en pølse fra pølsevognen - men de takkede nej.

»Jeg er meget glad, for var politiet nu kommet og lukket festen efter første nummer, så havde det jo været lidt ærgerligt,« siger Amin Jensen.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø
Vis mere

Det 9,4 kvadratmeter stor lysskilt, der blandt andet viser reklamer for Amin Jensens show 'Blæs på dk,' som ifølge reklamen kan købes på DVD, fik efter opsætningen en række naboklager.

Politiet kritiserede det også, da de mente, at lyset fra skiltet generede trafikken.

Egentlig havde Amin Jensen fået medhold i sin kamp for retten til sit reklameskilt.

Men så valgte Rigspolitiet og Københavns Vestegns Politi at indgive et påbud til ham om, at han skal fjerne skiltet - og den beslutning var endelig.

Det betyder, at han vil få dagbøder, så længe han ikke fjerner skiltet - og samtidig er han afhængig af at få en dagbøde, før han kan anke sagen. Men da der ingen bøder er kommet, så er der heller intet sket.

Der kom cirka 200 mennesker forbi til arrangementet, og alle var glade på nær nogle cyklister, da festlighederne optog en del af cykelstien.

De blev dog muntert op af Benny fra Olsen Banden, som en af Amin Jensens bekendte, havde klædt sig ud som.

Om der kommer flere fester foran det store skilt, ved Amin Jensen ikke endnu, men han håber, at de næste år kan fejre, at skiltet fylder tre år.