Da Amin Jensen i 00erne var på toppen af sin karriere, havde han en tilbagevendende drøm – eller mareridt, om man vil.

I drømmen stod den populære tv-vært og komiker svedende på en scene i en fyldt, tilrøget sal foran et rødt velourtæppe, badet i et kraftigt, hvidt lys – uden at have noget show klar til publikum.

Det var følelsen af hele tiden at halse efter den næste deadline, husker Amin Jensen i dag tilbage.

Værtsrollen på DRs musikquiz 'Hit med sangen' gjorde ham til folkeeje, og det ene store standupshow fulgte det næste, hvilket var sjovt, men også hårdt i længden, og derfor valgte han for cirka 10-12 år siden at trække i bremsen og skære ned på mængden af show.

Amin Jensen debuterede som vært 'Hit med sangen' i 2000.
Amin Jensen debuterede som vært 'Hit med sangen' i 2000. Foto: BAX LINDHARDT
Vis mere

»Til sidst kunne jeg bare ikke blive ved. Jeg havde brug for at puste ud og gøre det lidt mere lystbetonet,« fortæller Amin Jensen, der i stedet blandt andet kastede sig over sin kærlighed til operamusikken.

B.T. møder den i dag 52-årige Amin Jensen til en snak om de snart første 30 år som 'hele Danmarks Amin', og hvad han har lavet de sidste år ud over at skændes med Hvidovre Kommune om et reklameskilt.

Første gang han optrådte som standupkomiker, kan ifølge hans cv dateres tilbage til 10. december 1993 – samme år som genrens i dag to største stjerner Anders Matthesen og Mick Øgendahl debuterede.

Med sin blanding af komik og musik blev Amin Jensen hurtigt op igennem 1990erne et populært navn, og da han også begyndte at dukke op på landsdækkende tv, eksploderede det.

»'Hit med sangen' gav jo et sindssygt boost,« fortæller Amin Jensen om tv-programmet, der fik premiere fredag 7. januar 2000.

»Jeg startede som klubkomiker, men da jeg kom på tv – første gang med 'Hvem er hvem?' i 1997, hvilket jeg har Michael Carøe at takke for – fik jeg pludselig 200 job om året og fordoblede min årsindkomst,« fortæller han videre og tilføjer:

»Det sjove med 'Hit med sangen' er, at jeg jo var ved at sige nej, da jeg blev spurgt. Jeg tænkte, at det lød lidt kedeligt bare at stå der og give point, men min daværende kæreste sagde, at det måske kunne blive springbræt til noget andet – og hun fik ret.«

Og det var fedt at slå igennem i underholdningsbranchen.

'Hit med sangen' anno 2001: Amin Jensen, Sasha Dupont og Jens Krøyer.
'Hit med sangen' anno 2001: Amin Jensen, Sasha Dupont og Jens Krøyer. Foto: JEANNE KORNUM
Vis mere

Amin Jensen fortæller, at han hverken havde været god i skolen eller i de 'almindelige' job (Amin Jensen arbejdede blandt andet som dørmand og massør), men i underholdningsbranchen fandt han sin plads.

»Og jeg har jo nærmest prøvet at lave alt. Jeg har for eksempel lagt stemme til sindssygt mange tegnefilm,« fortæller Amin Jensen, der i løbet af årene også har optrådt som skuespiller i både film og musicals.

I perioden, hvor der var allermest fart på, blev det dog svært at følge med.

»I næsten 20 år lavede jeg et nyt show hvert andet eller hvert tredje år. Sådan et halvanden times show tager helt vildt lang tid for mig at lave, så derfor følte jeg hele tiden, at jeg var bagud,« forklarer han.

»Jeg blev også meget eksponeret på tv, så jeg fik hele tiden mail om, hvornår der kom noget nyt. Det kørte jeg lidt træt i, så på et tidspunkt begyndte jeg at fokusere mere på musikken,« tilføjer han.

Når han tænker tilbage, er der ikke nogen af de ting, han lavede, som han føler blev hastet alt for hurtigt igennem – det var mere på andre parametre, det kostede.

»Der er nogle (show, red.), hvor jeg måske gerne ville have haft mere tid til at lave dem, men det er mere de ofre, det krævede over for familie og venner,« forklarer Amin Jensen, der blandt andet i 2013 blev skilt fra sin mangeårige kæreste Line, som han har to børn med.

I forhold til 'Hit med sangen' er der stadig bud efter Amin Jensen, som en gang imellem bliver spurgt, om ikke han kan hyres til at komme forbi og lave det.

Amin Jensen.
Amin Jensen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Folk tænker jo ikke over, hvor meget det kræver af udstyr, musikere og så videre,« fortæller Amin Jensen, der i stedet har opfundet konceptet 'Hit med banko', hvor han blander banko med musik.

»Det er blevet ret populært rundt i landet, og i Hvidovre, hvor det startede, er det blevet kult, hvor der er udsolgt og ventelister på vores juleshow.«

Ud over et kommende 30-års jubilæumsshow, som Amin Jensen regner med at tage på landevejen med til næste år, har han de seneste år brugt tiden på at skrive et filmmanuskript, som han håber på at kunne få solgt en dag.

»Det har været tæt på et par gange allerede,« fortæller Amin Jensen, der under de sidste par års coronanedlukninger ligesom resten af underholdningsbranchen måtte sadle om for at tjene huslejen hjem.

»Jeg husker, at jeg tænkte, at det nemmeste var at sidde og drikke rødvin og have ondt af sig selv. Den skulle jeg ikke falde ned i,« fortæller han.

Ud over hjælpepakker, tegnefilms-stemmearbejde og nogle andre mindre optrædener fandt Amin Jensen derfor under krisen på at leje øverste etage af sit hus i Hvidovre ud på Airbnb.

»Jeg har et ret stort hus, så det er mere eller mindre en lejlighed for sig selv. Det var hårdest for ungerne, der skulle afgive deres værelser i en periode,« fortæller Amin Jensen med et grin og tilføjer, at han blandt andet havde to boende fra Hvidovre, der var blevet ramt af vandskade.

»Den ene boede der i tre måneder, den anden i fire måneder. Det blev min redning, for jeg nåede at tænke: 'Er det allerede nu, jeg skal bruge min pensionsopsparing?'.«

Amin Jensen.
Amin Jensen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På privatfronten er Amin Jensen for tiden en fri fugl, efter at han og kæresten gennem de sidste ni år, Bente, i december valgte at gå hver til sit.

Han afviser, at der siden da er sket noget nyt i den forbindelse, men siger blot kort:

»Jeg er ikke klar til at være i et forhold lige nu. Jeg nyder at være single for tiden.«