Amin Jensen fik sig noget af en overraskelse, da han i torsdags fandt ud af, at han var erklæret død på Facebook. Det skriver dr.dk.

Komikeren og musikeren Amin Jensen var ifølge dr.dk rystet over, at at nogen kan finde på så grov en spøg.

- Det er virkelig groft. Derfor har jeg anmeldt det, ikke blot til Facebook, men også til politiet, siger Amin Jensen til Ritzau.

Amin Jensen fik flere emails og sms’er i løbet af torsdag aften, der gjorde ham opmærksom på de grove løjer. Beskrivelsen af gruppen 'R.I.P. Amin Jensen' lyder således:

- Efter Amin Jensens tragiske død i torsdags af et hjerteanfald, har Danmark mistet en af sine største komikere ever! Tilmeld jer og støt op om hans eftermæle! Hvil i fred Amin.

Amin Jensen mener selv, at han godt kan tage en spøg.

- Men det her er at gå over gevind. Jeg tænkte især på min kæreste, som lige har født og sidder derhjemme med to små børn, siger han til Ritzau.

Gruppen har pt. 49 medlemmer, og dens væg flyder overmed beskeder, der tager skarpt afstand fra gruppen.

- Ligger man alle gruppens medlemmers IQ sammen, når man op på det enormt høje gastronomiske tal 19, skriver en Facebook-bruger således.

Sidste sommer blev René Dif løjet død i en kædesms på Roskilde Festival. Britney Spears og skuespilleren Miley Cyrus har også begge været udsat for samme spøg.