Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det er cirka 20 år siden, at Amin Jensen blev folkeeje som vært på DRs populære quizprogram 'Hit med sangen'.

Nu indtager den i dag 52-årige komiker værtsrollen på ny, når han sammen med Julie Berthelsen fredag aften i Det Kongelige Teater er vært på støtteshowet 'Let Røven!', der skal samle penge ind til kampen mod prostatakræft og minde mænd om, at de skal huske at gå til lægen.

»Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg ikke tænkt så meget over det (prostatakræft, red.) inden, men jeg sagde ja med det samme, da jeg hørte om det. Det er et godt initiativ, og jeg tror, at rigtig mange ikke tænker over det, medmindre det rammer en selv eller nogen tæt på,« fortæller Amin Jensen og tilføjer:

»Brystkræft er der jo noget om hvert år – og det er også godt – men det her specifikt mod bagdelen er måske lidt tabubelagt, så det er godt, der nu kommer fokus på det også.«

Amin Jensen har selv oplevet at have kræft tæt inde på livet, da hans mor døde af brystkræft i 1985, da han kun var 15 år gammel.

Derudover er det ikke en sygdom, der har fyldt særligt meget i hans voksne liv.

Eksempelvis var han for et par år siden så distræt omkring sygdommens alvor, at han dummede sig i forhold til en såkaldt 'kræft-screening', afslører han.

Alle borgere har siden 2014 fået tilbud om hvert andet år at blive testet for tarmkræft, når de fylder 50 år.

Amin Jensen, komiker og entertainer.
Amin Jensen, komiker og entertainer. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Undersøgelsen går ud på, at man tager en afføringstest derhjemme, som sendes med posten til nærmeste laboratorium, men da Amin Jensen i forbindelse med sin 50-års fødselsdag fik taget sin prøve, glemte han at skrive navn på.

»Jeg glemte at sætte et label på, så jeg sendte dem bare en pose lort. Jeg fik heller aldrig noget svar fra dem, så nu skal jeg have bestilt en ny kop,« fortæller han med et grin.

»Det er sgu rigtig,« tilføjer han og fortsætter:

»Jeg ringede til dem for at høre, om der kom svar, og så sagde de, at jeg havde glemt at sætte label på. Jeg har snakket med en kammerat om det, der havde lavet samme nummer. Han havde bare fået en ny kop, så det skal jeg også have bestilt. På den måde er timingen jo perfekt nu i forhold til showet.«

Amin Jensen, komiker og entertainer.
Amin Jensen, komiker og entertainer. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I forhold til støtteshowet synes Amin Jensen, at det er sjovt, at når han nu endelig får lov at optræde på Det Kongelige Teater, så er titlen 'Let Røven!'.

»Det Kongelige Teater har jo tit haft skyld for at være lidt snobbede. Det synes jeg er fedt, at de lidt lægger afstand til nu,« fortæller han og tilføjer, at han for mange år siden blev afvist af Det Kongelige Teater, som ikke ville lægge scene til et af hans onemanshow.

Du var ikke fin nok?

»Haha, det var ikke det, der blev sagt, men det var nok det, man kunne læse mellem linjerne,« lyder det fra Amin Jensen, som glæder sig over, at det lige netop er Julie Berthelsen, han skal stå på teatrets Gamle Scene sammen med.

»Vi var værter sammen for to år siden med Slesvigske Musikkorps, hvor vi lavede 12 koncerter, der fungerede rigtig godt. Derudover har jeg kendt hende 20 år privat, fordi hun er bedste venner med min ekskone, så på den måde er det også nemt at lave sjov med hinanden.«