Mens flere amerikanske stjerner i disse år står frem som både bi- og panseksuelle, så er de danske kendisser mere tilbageholdende.

Og det ærgrer Vivi Jelstrup, talsperson for bipolitik i Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT Danmark.

»Da bøsser og lesbiske i sin tid tog begreber til sig, som ellers var set som nedværdigende, skete der noget med resten af verdens syn på homoseksuelle. Jeg ville ønske, biseksuelle ville gøre det samme,« siger hun.

Verdensstjernen Miley Cyrus trækker i disse dage overskrifter, efter at hun for nylig blev skilt fra skuespilleren Liam Hemsworth efter syv måneders ægteskab og ti års forhold.

Liam Hemsworth og Miley Cyrus bekræftede for nylig, at de skal skilles. Siden er Miley Cyrus blevet set kysse passioneret med influenceren Kaitlynn Carter.
Liam Hemsworth og Miley Cyrus bekræftede for nylig, at de skal skilles. Siden er Miley Cyrus blevet set kysse passioneret med influenceren Kaitlynn Carter. Foto: KYLE GRILLOT
Vis mere

Omend skilsmissen nok kom som en overraskelse for de fleste, så var det knap så overraskende, at den 26-årige sangerinde angiveligt i stedet har kastet sin kærlighed på en kvinde - den fire år ældre influencer Kaitlynn Carter.

Miley Cyrus har nemlig været meget verbal om sin panseksualitet, der groft forklaret adskiller sig fra biseksualitet ved, at man ikke forelsker sig i enten mænd eller kvinder, men at man tiltrækkes af mennesker og ikke lader sig begrænse af kønsidentitet.

Før hende er både Bella Thorne, Madonna, Angelina Jolie, Lady Gaga, Janelle Monae, Billie Joe Armstrong og mange flere sprunget offentligt ud som panseksuelle, mens endnu flere internationale stjerner står frem som biseksuelle.

Herhjemme i lille Danmark er sagen dog en anden. Mens danske kendisser generelt ikke længere er bange for at skilte med deres homoseksualitet, så er der forsvindende få biseksuelle i det danske kendismiljø.

Kaitlynn Carter og Brody Jenner bekræftede i begyndelsen af august, at de skulle skilles. Siden har 30-årige Kaitlynn Carter tilsyneladende kastet sin kærlighd på MIley Cyrus.
Kaitlynn Carter og Brody Jenner bekræftede i begyndelsen af august, at de skulle skilles. Siden har 30-årige Kaitlynn Carter tilsyneladende kastet sin kærlighd på MIley Cyrus. Foto: NINA PROMMER
Vis mere

»Det er jo ikke fordi, de ikke findes, eller der er forholdsmæssigt færre end i USA. Men problemet er, at der i virkeligheden er en stor del af befolkningen, der er biseksuelle - der er bare ikke mange, der vil indrømme det, fordi der er så mange fordomme,« siger Vivi Jelstrup, der selv er biseksuel.

»Biseksuelle ses som nogle, der vil være sammen med alle og er utro. For hvis de er sammen med en mand, så savner de en kvinde eller omvendt. Eller også er de bare på vej til at blive homoseksuelle, så biseksualitet 'bare er en overgang',« siger hun om fordommene.

Vivi Jelstrup kalder det 'et problem', at både den tidligere Venstre-minister og 'Løvens Hule'-stjerne Tommy Ahlers samt folketingsmedlem for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille inden for de seneste par år er sprunget ud og har givet udtryk for, at de er til begge køn - men uden direkte at bruge begreberne 'biseksuel' eller 'panseksuel'.

»Jeg ville ønske, at biseksuelle var mere verbale omkring det. Hvis vi ikke bruger begreberne, så bliver det ikke synligt, at de (biseksuelle, red.) overhovedet eksisterer, og så kommer vi ikke fordommene til live,« siger hun.

I sidste måned fortalte Disney-stjernen Bella Thorne, at hun havde fundet ud af, at hun var panseksuel. Inden da havde hun betragtet sig som værene biseksuel.
I sidste måned fortalte Disney-stjernen Bella Thorne, at hun havde fundet ud af, at hun var panseksuel. Inden da havde hun betragtet sig som værene biseksuel. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Til gengæld synes hun, man skal være påpasselig med at bruge det begrebet 'panseksuel'.

Herhjemme er vi nemlig ikke nået lagt nok med accepten af biseksuelle til, at vi kan introducere endnu et begreb i samme boldgade, mener Vivi Jelstrup.

»Biseksualitet og panseksualitet er dybest set det samme - det er mest et spørgsmål om, hvordan man identificerer sig selv. Og de fleste mennesker bliver bare forvirrede, hvis de får flere begreber for det samme, og det er jo lidt uheldigt,« siger hun.

»Hvis man bare anvender et andet begreb, forsvinder fordommene jo ikke. Så den internationale bevægelse kæmper for begrebet biseksuel. Man skal selvfølgelig bruge 'panseksuel', hvis man har en god grund til det - men det har de færreste.«