For snart et år siden blev sangeren Prince fundet død i sit hjem. Siden har efterforskningen af sagen været holdt hemmelig - men nu er de første dokumenter blevet offentliggjort.

De dokumenter afslører angiveligt, at der blev fundet stærke smertestillende piller over alt i sangerens hjem 'Paisley Park'. De blev blandt andet fundet i små flasker, der ellers skulle have indeholdt vitaminpiller eller almindelige hovedpinepiller. Og de blev fundet liggende i konvolutter.

Derudover var intet af den medicin, der blev fundet, ordineret til sangeren selv.

Det skriver flere amerikanske medier - blandt andet New York Times og CNN - efter de har set de indtil nu hemmeligholdte dokumenter. Nogle af pillerne var derimod ordineret til sangerens tidligere trommeslager og nære ven Kirk Johnson.

Ifølge dokumenterne fortalte Princes læge - Michael Todd Schulenberg - dengang til politiet, at han havde ordineret det smertestillende middel oxycodon til Prince under Kirk Johnsons navn for at værne om musikerens privatliv.

I en udtalelse mandag oplyser lægens advokat dog, at Schulenberg samarbejder med politiet i dets efterforskning, og at han nægter at have ordineret smertestillende medicin til Prince 'eller nogen anden person med den hensigt, at de ville give medicinen til Prince'.

Den verdensberømte sanger blev fundet død i sit hjem i Paisley Park den 21. april sidste år. Han blev blot 57 år.

En obduktion viste senere, at han var død som følge af en overdosis af stoffet fentanyl, der er et stærkt smertestillende stof, der er endnu mere potent end morfin. Ifølge obduktionsrapporten var der tale om et uheld.

De nye offentliggjorte dokumenter i sagen afslører dog intet om, hvem der gav Prince den stærke medicin, der endte med at koste ham livet, eller hvor længe han havde taget de smertestillende piller.

Dokumenterne tegner ifølge New York Times et billede af en mand, der udadtil levede et sundt liv, men som privat forsøgte at skjule sin afhængighed af den smertestillende medicin ved at skjule pillerne i andre pilleglas, der ellers var beregnet til vitaminpiller eller hovedpinepiller.

Efterforskerne på sagen fik ifølge dokumenterne at vide fra flere kilder, at 'Prince havde haft flere tilfælde af abstinenser, hvilket de mente kunne være resultat af et overforbrug af receptpligtig medicin'.

Ingen er blevet anholdt eller sigtet som følge af Princes død, men efterforskerne oplyser, at sagen endnu kører.

»Efterforskningen er stadig aktiv på dette tidspunkt,« siger politiinspektør Jason Kamerud til New York Times og fortsætter:

»Vi har gjort en masse fremskridt det seneste år, men der er stadig meget arbejde, der mangler at blive lavet.«