Gabrielle Union slog for alvor igennem i filmen 'Bring It On'.

I et skriv hun har forfattet i forbindelse med Time Magazines kåring af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden, åbner hun for første gang op omkring en svær tid i hendes liv.

Her beretter hun om dengang, hendes husbond, tidligere NBA-spiller Dwyane Wade, fik et barn med en anden kvinde, og sætter ord på, hvilken smerte hun gik igennem.

'Der er folk – fremmede, jeg aldrig kommer til at møde – der har været kede af, at jeg ikke tidligere har talt om det traume. Jeg har ikke haft ord og selv efter uanede mængder af terapi er jeg ikke sikker på, jeg har dem endnu,' skriver hun.

Gabrielle Union sammen med  Dwyane Wade.
Gabrielle Union sammen med  Dwyane Wade. Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Da Dwyane Wade i 2013 blev far til sønnen Xavier Zechariah Wade var forholdet til Gabrielle Union på pause.

'Det siger sig selv, at vi ikke havde det godt sammen, da det barn blev undfanget. Men vi var et godt sted, da han endelig fortalte mig om graviditeten.  At sige jeg var knust, er blot at vælge et ord på en lav hylde, for bekvemmeligheden skyld.'

Gabrielle Union har tidligere fortalt om sin diagnose med adenomyose, som er en lidelse, hvor slimhinden fra livmoderhulen vokser ind i livmoderens væg.

Udover det har hun kæmpet med infertilitet og gennemgået 'otte eller ni' ufrivillige aborter.

Gabrielle Union.
Gabrielle Union. Foto: ADRIAN SANCHEZ-GONZALEZ
Vis mere

Derfor var det – om muligt – endnu sværere for hende, at se Dwyane Wade blive far til et barn, der ikke var hendes.

'Oplevelsen af, at han fik et barn så nemt, noget, jeg var ude af stand til, efterlod min sjæl, ikke bare brudt i stykker, men knust i fint støv spredt i vinden,' forklarer hun.

Parret fandt sammen igen, og blev gift i 2014 – året efter, Xavier Zechariah Wade kom til verden.

I 2018 blev de, med hjælp fra en rugemor, forældre til datteren Kaavia James.

Selvom Gabrielle Union elsker sin datter, var det også forbundet med sorg, at hun måtte søge hjælp udefra, for at indfri ønsket om at blive mor.

'Den voksende mave, som alle troede, jeg ønskede at se, var nu en visuel manifestation af min fiasko. Jeg smilede og ville vise, at jeg – vi – var så glade og taknemmelige. Men en del af mig føltes mere værdiløs.'