'Hvis du har virkelig smertefulde menstruationer, kan du have endometriose.'

Sådan skriver den amerikanske skuespiller og komiker på sin Instagram-profil.

Sammen med billeder og video fra hospitalsengen fortæller den 40-årige Amy Schumer, at hun har været bundet til hospitalssengen, da læger fandt 30 pletter af endometriose på hendes livmoder samt en større mængde blod inde i livmoderen. En diagnose, som endte ud i en operation, hvor hun fik fjernet både sin livmoder og blindtarm.

'Nu er det morgenen efter min operation for endometriose, og min livmoder er ude. Lægen fandt 30 steder med endometriose, som han har fjernet. Han har også fjernet min blindtarm, fordi sygdommen havde angrebet den,' fortæller hun indledningsvist og fortsætter:

'Der var rigtig meget blod i min livmoder, og jeg er meget øm og har smerter.'

Amy Schumer har ikke været bange for at holde fans i opdateret med sine sundhedskampe gennem årene.

Det gælder både vægttab, men også dengang hun var gravid med sin nu toårige søn ved navn Gene, som hun har fået med ægtemanden Chris Fischer.

For under sin graviditet i 2018 oplevede hun flere helbredskomplikationer. På et tidspunkt var de så slemme, at hun måtte aflyse show, efter at hun var indlagt på hospitalet.

Hendes kommentarfelt på opslaget er dog fyldt med beskeder, der ønsker hende god bedring. Og en kommentar fra Amy Schumer selv, der takker de pågældende læger.