Kylie Rae Harris var rørt til tårer, da hun onsdag kørte gennem staten New Mexico på vej mod byen Taos. Netop det sted minder hende nemlig om alle de familiemedlemmer, hun har mistet. Få timer senere var hun selv død.
»Mine bedsteforældre boede her, min onkel bor her stadig, men stort set alle, der var her, er døde, bortset fra min onkel«, fortalte den grædende countrystjerne, mens hun sad på forsædet i sin bil på vej til en koncert.
Målet for rejsen var Taos, hvor Harris skulle optræde på the Big Barn Music Festival. En by, som sangerinden havde et helt særligt forhold til.
Undervejs postede hun en video på det sociale medie, hvor hun fortalte, at hun de seneste 20 år har kørt gennem New Mexico til Taos med sin far og søster et utal af gange for at besøge sin familie.

»Men stort set alle, som var her, er døde bortset fra min onkel - inklusiv min far, og nu begynder jeg at græde,« sagde den rødøjede stjerne og tilføjede:
»Undskyld, Instagram.«
Hvad den 30-årige musiker ikke kunne vide var, at videoen ville komme til at virke som et skræmmende varsel om hendes egen skæbne.
Få timer senere blev hun nemlig involveret i en voldsom ulykke med to andre biler og dræbt på stedet. Også en 16-årig pige i en af de andre biler mistede livet. Ifølge politiet var der alkohol involveret i ulykken, men det er endnu uvist, hvem af de tre bilister, der var påvirket.
Dødsfaldet er blevet bekræftet af Kylie Rae Harris' manager.
»Vi er knuste over at kunne bekræfte, at Kylie Rai Harris blev dræbt i en trafikulykke i går aftens,« siger han til Billboard.
»Alle, der kendte Kylie, ved, hvor meget hun elskede sin familie, og fremfor alt, hvor meget hun elskede musikken.«
Sangerinden efterlader sig en datter på fem år.



