De seneste måneder har ikke været helt lette for Amanda Bynes.

Den 34-årige skuespiller, der blandt andet er kendt fra filmene 'She's the man' og 'Hairspray', afslører nemlig på sin Instagram, at hun har været i behandling.

'I de sidste to måneder har jeg været i behandling for at få nogle værktøjer til at håndtere min sociale angst, som gjorde, at jeg droppede ud af min uddannelse,' fortæller Amanda Bynes.

Hun tilføjer, at hun går i terapi en gang om måneden, og at hun er 'tilbage på sporet og har det godt'.

De sidste mange år har været meget turbulente for Amanda Bynes, der i 2012 blev taget for at køre i påvirket tilstand.

I foråret 2013 blev hun anholdt, fordi hun angiveligt havde røget hash og derefter kastet en bong-pibe ud fra sin lejlighed på 36. sal. I sommeren 2013 blev hun for første gang indlagt på et psykiatrisk hospital, efter hun startede en brand ude foran et lille hus.

Tilbage i 2018 fortalte Amanda Bynes, hvordan den store nedtur allerede startede, da hun var blot 16 år gammel.

»Det startede med, at jeg begyndte at ryge hash. Jeg blev ikke afhængig på det tidspunkt, og jeg havde heller ikke et misbrug. Jeg gik ikke i byen og gjorde mig selv til grin.... endnu,« sagde hun blandt andet.

Amanda Bynes tilbage i 2007.
Amanda Bynes tilbage i 2007. Foto: FRED PROUSER
Vis mere

Hun begyndte siden at tage ecstasy, kokain og endte med at blive afhængig af ADHD-piller. De ødelagde hendes koncentration, og det gjorde, hun ikke kunne huske sine replikker. Årsagen til nedturen skyldtes ifølge skuespillerinden selv, at hun fik en depression efter at have indspillet 'She's the man', der udkom i 2006.

I dag er hun igen sammen med kæresten, Paul Michael, fortæller hun i opslaget på Instagram. I marts fortalte han ellers, at parret var gået hver til sit efter blot tre uger som forlovede.

Amanda Bynes brød for alvor igennem i begyndelsen af 00'erne, efter hun først spillede med i tv-serien 'All That', som førte til, at hun som 13-årig fik sit helt eget sketch-show 'The Amanda Show'. I 2002 - da hun var 16 år - fik hun en af hovedrollerne i serien 'What I Like About You', som kørte i fire sæsoner og kastede flere roser af hendes præstation af sig.

Hendes foreløbigt sidste rolle var i 2010, hvor hun spillede over for blandt andet Emma Stone i filmen 'Easy A'. Det var meningen, at hun skulle medvirke i flere film efter det, men derfra ramte skandalerne.